Apples iPhone-cyklus er, at der hver andet år kommer en iPhone med nyt design, og hver andet år en s-model, hvor kun specifikationerne ændrer sig. Da vi sidste år (2015) fik en s-model, forventes det, at vi i år får en iPhone 7 med nyt design.

Rygterne er allerede begyndt at løbe ind i en lind strøm. Formodentligt fordi Apple så småt er begyndt at lægge ordrer på de forskellige dele.

Her er en gennemgang af hvad der i øjeblikket er af oplysninger om den nye iPhone 7.

iPhone 7 bliver vandtæt

Først og fremmest skulle den blive helt vandtæt. iPhone 6s er delvis vandtæt, uden det dog er noget Apple reklamerer med. Den kan i princippet godt tåle en tur i toilettet uden at tage skade. Med iPhone 7 vil Apple så gå hele vejen, så den bliver markedsført som vandtæt, og kan bruges under vand.

iPhone 7 skal laves i nyt materiale

Apple har gennem årene vekslet mellem aluminium, plastik, glas og tilbage til aluminium, når det handler om bagsiden på iPhonen. Materialerne har hver deres fordele og ulemper. En af de ting Apple skal tage hensyn til er, at en metalbagside dæmper antennes signaler. Derfor vil Apple ifølge rygterne satse på, at iPhone 7 skal laves at et nyt kompositmateriale, der ikke har dette problem. Det betyder at hele iPhonen i princippet kan laves i et stykke, uden de bånd til antennerne, der er i de nuværende iPhones.

Apple dropper jack-stikket til hovedtelefonerne

Allerede sidste sommer begyndte rygtet om at Apple ville droppe det traditionelle jack-stik fra iPhonen at florere. I november fik rygtet nyt liv, da en japansk hjemmeside havde fået konkrete oplysninger, der pegede i samme retning.

Seneste nyt er, at unavngivne kilder fra Apples logistikkæde kan bekræfte, at den er god nok. iPhone 7 får ikke noget jack-stik. Det skriver to kinesiske hjemmesider. Apple vil i stedet lancere deres egne Bluetooth-hovedtelefoner. Man kan selvfølgelig også bruge nogle fra andre producenter eller nogen der bliver tilsluttet via Lightning-stikket. Læs mere om hvilke muligheder Apple har, hvis de dropper jack-stikket i iPhonen.

Mulighed for 256 GB lagerplads

Skulle 128GB ikke være nok, så kan man glæde sig over, at iPhone 7 Plus vil få helt op til 256 GB lagerplads, hvis man skal tro rygterne. Den mindre iPhone 7 vil stadig kun kunne fås med op til 128 GB. Om Apple vil holde fast i at 16GB er minimum, eller om de vil gå op til 32GB siger rygterne ikke noget om.

iPhone 7 Plus får større batteri

Ikke nok med at der kommer mere lagerplads i den store iPhone, batteriet bliver også større. iPhone 7 Plus får ifølge rygterne et batteri på 3.100 mAh. Det er 10-15% mere end hvad den nuværende iPhone 6s Plus har.

Tidligere har vi hørt at begge de to nye iPhone 7 bliver endnu tyndere end iPhone 6s, så hvordan den hænger sammen med et større batteri er svært at sige. Måske har Apple gjort nogle af de andre komponenter mindre.

Apple skulle også have planer om at øge RAM-mængden i Plus-modellen til 3GB.

OLED eller LCD?

Apple har som bekendt altid brugt LCD-teknologi til skærmene i deres produkter. Apple Watch er en undtagelse, da den har en OLED-skærm. Læs mere om forskellen på LCD og OLED her.

Den seneste tid har rygterne gået lidt frem og tilbage. Først sagde de, at Apple ville holde fast i LCD i flere år frem. Få dage efter var der rygter om OLED, og det sidste der er kommet frem er, at Apple har åbnet et hemmeligt laboratorium i Taiwan, der skal udvikle en ny type skærmteknologi til kommende iPhone. Hvor langt de er i processen, og om der allerede sker noget i år er dog uklart.

Alt sammen er selvfølgelig kun rygter og løse informationer. Selvom de sagtens kan vise sig at være korrekte, vil de først endeligt blive bekræftet, når Apple lancerer den nye iPhone, hvilket formodentligt sker i løbet af efteråret. Apple kommenterer nemlig aldrig på rygter, og løfter aldrig sløret for nyhederne på forhånd.

Scroll ned for at se kommentarer

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos fordi din iPhone går i stykker? Sørg for at tage backup nu! Onlime tilbyder ubegrænset backup af alle dine enheder i skyen.