Her er alt det Apple lancerede i 2019

2019 var et spændende år for os Apple-interesserede. Mange nye eller opdaterede produkter og flere nye tjenester. Herunder har jeg lavet en oversigt over alt hvad Apple lancerede i løbet af 2019 suppleret med en lille personlig kommentar.
Der er ingen tvivl om, at årets mest interessante lanceringer ikke handlede om hardware, men om tjenester. Hardwaren er, over hele linjen, moden og uden reelle nyskabelser. Indtil vi ser smartbriller eller en elbil ændrer det sig ikke. Det gør det til gengæld, hvad angår tjenester. Her går det stærkt og Apple rykker virkelig på dette område.

Nye iPhones
Apple er efterhånden gået hen og blevet et iPhone-selskab. iPhonen er Apples klart vigtigste produkt, og det der får mest opmærksomhed. I år blev det til tre nye modeller, og efter et par år med underlige navne er vi tilbage med nummereringen. Årets iPhones bærer således nummer 11. Til gengæld har Apple så tilføjet et "pro" til navnet, så de iPhones der erstatter sidste års modeller nu hedder iPhone 11 Pro og iPhone 11 Pro Max. I tilgift er der så kommet en almindelig (skal vi forstå) iPhone, der bare hedder iPhone 11.
De forskellige iPhones har fået hurtigere processor, bedre kamera og så videre. Altså de samme småforbedringer som vi har været vant til de sidste mange år i takt med at prisen er stukket af. Lækre produkter, ingen tvivl om det, men vi kunne måske godt snart trænge til at få rystet posen lidt og få en regulær budgetvenlig iPhonen på banen til en 2-3 tusinde kroner. Fornyet fokus på, hvad vi vil med vores telefoner og om 10K er en rimelig pris. Som det er nu hælder Apple bare funktionalitet i uden den klassiske prioritering af, hvad der reelt set er brug for. Måske fokusere mere på softwaren. Men det er måske bare mig.

Tre nye iPads
Apple lancerede tre nye iPads i 2019.
I marts kom en ny 10,5" iPad Air. Både størrelses-og prismæssigt ligger den mellem iPad Pro og den regulære iPad. Det samme gælder med specifikationerne. Det man får, sammenlignet med den regulære iPad, er en større og bedre skærm, en hurtigere processor samt mere lagerplads.
Samtidig med denne kom en ny iPad mini 5, som ellers ikke var blevet opdateret i flere år. Bedre skærm, hurtigere processor og nu også understøttelse af Apple Pencil.
I september blev den regulære iPad opdateret med en større skærm, der gik fra 9,7" til 10,2". Der kom også en såkaldt Smart Connector, så man nu kan tilslutte et Smart Keyboard som på de andre iPads.
Apple iPad-sortiment virker nu helstøbt med tre forskellige linjer (og iPad mini) omend forskellen mellem iPad og iPad Air, efter min mening, er for lille til at der burde være dette skel. En regulær iPad og en Pro-linje burde være rigeligt, ligesom ved Apples andre produkter. Men det er en mindre ting, selve produkterne er der intet at udsætte på.

AirPods 2. generation og AirPods Pro
I marts lancerede Apple endelig 2. generation af de populære AirPods. De har fået forbedret trådløs chip og mulighed for at nye etui, der kan oplades trådløst. En fin opdatering til et allerede gennemført produkt.
I oktober fik den dog så alligevel et hak opad med lanceringen af AirPods Pro. Helt nyt design, bedre lyd, mere vandtætte og aktiv støjreduktion. De er noget dyrere end basismodellen, men afgjort pengene værd. De lider dog stadig under at den primære styring sker med "Siri". Det vil - og kommer aldrig til - at føles naturligt for alle. Fysiske knapper ville være en voldsom forbedring.
Samlet set er der dog intet at klage over, hvad angår AirPods i 2019. Sådan.

7. generation iPod Touch
I maj overraskede Apple alle ved at lancere en opdatering til iPod touch, som ellers kunne være blevet pensioneret uden at ret mange ville have haft nogle indvendinger. Eneste opdatering, sammenlignet med forgående generation, er en ny processor (A10 Fusion). Så ingen Touch ID eksempelvis, ejheller skærm til kant. På sin vis en lidt fesen opdatering nu det skulle være, men alligevel får man nu en hurtigere iPod touch end førhen.

Apple Watch Series 5
I september havde Apple, traditionen tro, et nyt Apple Watch klar til os. Vi er nu nået til "Series 5" og produktet bærer præg af at være modnet så meget, at opdateringerne år for år begynder at virke ret små.
Den helt store nyhed er, at skærmen nu altid er tændt - og lige netop denne opdateringer er selvfølgelig en stor ting, men ellers er der faktisk ikke så meget at skrive om. Faktisk virker det som om, Apple vil have svært ved at gøre yderligere ved Apple Watch. Måske bliver næste udgave med et nyt design.

Flere nye MacBooks
Apple lancerede en række opdaterede MacBooks hen over året. Helt som de plejer. Pro-linjen blev opdateret i maj, juli og november. Den største ændring er at alle modeller nu har den såkaldte Touch Bar, altså den lille mini touchskærm hvor funktionstasterne før sad. Ellers skal det bemærkes, at 15"-modellen, der elles var blandt dem der fik en opdatering i maj, allerede i oktober blev erstattet med en model på 16" og en masse forbedringer som nyt tastatur, fysisk esc-tast etc.
I juli opdaterede Apple MacBook Air og sænkede prisen.
Ellers skal året huskes for at den computer der bare hed "MacBook" udgik, så Apple gik fra tre til to forskellige produkterlinjer. En beslutning jeg er enig i, men i mine øjne burde det være Air'en, der var udgået. Den regulære minimalistiske MacBook var, efter min mening, en af Apples bedste bærbare computere nogensinde og et oplagte valg for de fleste.

To nye iMacs
I marts opdaterede Apple deres to iMacs (4K og 5K) med ny processor og bedre grafik. Maskinerne er nu voldsomt hurtige og designet, der ikke har været ændret siden 2012, holder stadig 100%. Der er ingen grund til at udskifte sin eksisterende (nyere) iMac, men det er rart at Apple hele tiden sørger for at følge med. iMac'en er ganske enkelt blevet en tidløs klassiker. Rart at Apple holder den ved lige.

Mac Pro og Pro Display XDR
Det der ligger klarest i hukommelsen fra sidste år er lanceringen af Mac Pro og den tilhørende skærm (nok fordi det var i december). Computeren er uden for privates rækkevidde rent økonomisk, men for det professionelle segment er den en voldsom forbedring af den tidligere (meget udskældte) runde Mac Pro. Back to basic, kunne man kalde det nye tower-baserede design. Modulopbygningen med mulighed for selv at skifte og opgradere det meste af hardwaren burde være en så åbenbar selvfølgelighed, at man kan undre sig over, at det nu roses. Apple burde aldrig været gået væk fra dette.
For 99,99% af Apples kunder er Mac Pro dog komplet irrelevant og personligt ville jeg nok foretrække at Apple droppede fokus på dette emne og satsede 100% på consumer-produkterne som eksempelvis en Mac beregnet til at spille på. Heldigvis kan man jo købe det man vil og undlade at købe det man ikke vil (eller har råd til), så Apple skal ikke kritiseres for at lave den professionelle Mac, som folk har bedt om i årevis. Tværtimod er det fint hvis Apple begynder at lytte lidt mere til kundernes behov.

Ny Software
Apple frigav selvfølgelig en lang række opdateringer til apps og styresystemer hen over året. Intet nyt i det. I september og oktober kom årets store opdateringer som de plejer. Største nyhed var at iPaden fik sit eget styresystem kaldet iPadOS. Det er identisk med iOS, men med mere fokus på iPad'ens behov. En rigtig stor nyhed og noget jeg kun kan bifalde. iPaden har stadig et kæmpe uforløst potentiale, der skyldes underdimensioneret software.
For alle de andre produkters vedkommende, var der primlært tale om kedelige og forudsigelige opdateringer uden bid og nyskabelse. Det er fair nok, men måske bør Apple droppe ideen om årlige opdateringer (der ofte alligevel bliver forsinkede) og ganske enkelt bare lancere nye funktioner, når de er klar. Så kunne de store, regulære opdateringer komme, når der var noget reel nyskabelse at komme med på systemniveau. Som det er nu, er opdateringerne for små til, at man kan tale om at der er kommet et nyt styresystem. Styresystemer er jo grundlæggende det samme som for 10 år siden, bare med ændringer i apps og funktioner. Når opdateringerne alligevel er gratis, som kom dog med dem i en lidt strøm i stedet for årlige lanceringer.

Apple Arcade
2019 blev året, hvor Apple begyndte at satse på spil og det endda via en ny distributionsform. In app-køb har for længst ødelagt spilgenren på iPhonen og derfor var det forfriskende at Apple i september lancerede den abonnementsbaserede spiltjeneste Apple Arcade. Noget overraskende endda til en pris i den lave ende. For 39 kroner om måneden får hele familien adgang til dusinvis af spil på tværs af ens iOS-enheder, Apple TV og Mac. Ingen reklamer - ingen in app-køb.
Jeg havde virkelig set frem til Apple Arcade, men blev noget skuffet. Jeg fandt kun få interessante spil og efter de første 14 gratis dage afmeldte jeg mig igen. Og jeg har ikke overvejet tjenesten så meget som en enkelt gang siden. Apple Arcade er ikke løsningen på det problem med in app-køb, som Apple selv har skabt. Løbet er bestemt ikke kørt, men som det er nu er tjenesten ikke relevant. Mere og ikke mindst bedre indhold er påkrævet.

Apple TV+
Et par måneder efter lanceringen af spiltjenesten Apple Arcade, fulgte Apple trop med TV-tjenesten Apple TV+. Den gik i luften i november. Prisen er 39 kroner pr. måned og man får fri adgang til alt indhold i tjenesten på alle sine enheder.
I lighed med Apple Arcade har Apple TV+ en ret begrænset mængde indhold. Derfor kunne man også nemt smide tjenesten i samme bås som Apple Arcade og arkivere dem begge under "Fint initiativ, men holder ikke". Det var måske også min egen første indskydelse, men TV+ er faktisk vokset på mig. Indholdet er sparsomt, det medgiver jeg, men til gengæld er det af høj kvalitet. Tårnhøj. Jo, jeg savner da fri adgang til iTunes' samlede katalog Netflix-style, men nu er præmissen altså en anden, og jeg mener faktisk at den holder. Vil jeg have fri adgang til alle (ældre) film, kan jeg jo bare vælge Netflix. Apple TV+ tilbyder noget andet - og jeg er på. The Morning Show er urimeligt hårdt bedømt af anmelderne (serien er faktisk relevant, underholdene og vedkommende) og Dickinson er decideret fremragende. Foreløbig er jeg godt underholdt og kan rigeligt få dækket mine timer foran skærmen. Havde man forventet Apple-censur er man i hvert fald blevet skuffet. Her er masser af vold, bandeord og ondskab.
Det største problem ved Apple TV+ er den elendige App. En rodebutik langt under Apples standard uden nogen reelt skelnen mellem inkluderet indhold og indhold der skal købes på normal vis. Dette skal ændres, hvis Apple TV+ skal overleve, så enkelt er det.

Apple Card
En af de mest spændende og kontroversielle lanceringer skete i august. Det var forbeholdt det amerikanske marked og galt kreditkortet Apple Card. Hvad det har med Apples kerneforretning at gøre er minimalt, men da det lægger sig op ad Apple Pay er det omvendt heller ikke helt i skoven. Apple Card er en (mindre) nytænkning af hvordan et kreditkort skal virke. Nemt at komme i gang med og så skader det jo ikke at man får rabat på alt hvad man køber.
Desværre har det lange udsigten til at vi får det i her i Danmark.
Apple News+
For fuldstændigheden skyld skal det nævnes, at Apple marts lancerede Apple News+. En pendant til TV-tjenesten men bare i forhold til nyheder. For et fast beløb får man adgang til flere mediers betalingsnyheder i en enkelt app. Tjenesten fungerer ikke i Danmark og i det hele taget tyder det ikke på, at den har fået ret godt fat i brugerne.
Hvad 2020 bringer
Et spændende Apple-år afløses altid af et nyt. Hvad 2020 bringer kan jeg af gode grunde ikke vide, selvom faste ting som iPhone-lancering i septemer etc. ligger nogenlunde fast.
Jeg kommer i en anden artikel nærmere ind på, hvad vi kan forvente os af 2020. Måske det bliver i år, at vi ser det første regulære nye Apple-produkt i årevis som smarte briller til augmented reality?