I Sverige har teleselskabet Telia, der er delvist ejet af den svenske stat, skabt ballade fordi de med en ny kampagne udfordrer den såkaldte netneutralitet. Netneutralitet er princippet om, at al trafik på internettet skal behandles lige - at internetudbydere ikke må prioritere trafik på internettet forskelligt.

I den konkrete sag er Telia begyndt at tilbyde deres kunder, at de kan surfe gratis på udvalgte sociale medier. Selvom det lyder uskyldigt, og mange sikkert er glade for at kunne være grqtis på Facebook på mobilen, så er det en urimelig forskelsbehandling fordi det stiller de medier og tjenester der ikke er med i aftalen dårligere. Det mener i hvert fald 27 fremtrædende redaktører og udgivere fra store svenske medier, der i en samlet flok har skrevet et debatindlæg på SVT's hjemmeside.

"Dette er et direkte angreb på netneutraliteten. Telias samarbejde med Facebook er yderligere et slag mod de svenske medievirksomheder. Det er et forsøg på at teste og presse grænserne for hvad et teleselskab må gøre for at styre indholdet på nettet."27 svenske medier

De mener at Telia med sin kampagne skævvrider konkurrencen på internettet og tvinger de traditionelle medier til at skulle købe sig til samme fordele som dem, de sociale medier får forærende via deres aftaler med Telia. Derfor opfordrer de nu den svenske stat - som altså ejer hovedparten af Telia - til at bryde ind. Desuden har mere end 300 privatpersoner klaget til Post- og Telestyrelsen i Sverige over Telias kampagne.

De 27 underskrive af debatoplægget bruger denne bilanalogi til at understrge deres pointe:

"Forestil dig hvilket forspring BMW ville få, hvis bilproducenten kunne lave en aftale med Trafikverket om at BMW'er måtte køre i busbanerne eller slap for at betaler trængselsafgifter eller trafikskat!".

Telia mener at de overholder alle regler. "Vi står fuldstændig bag netneutraliteten, og selvfølgelig følger vi loven", udtaler Jonas Hasselberg, chef for Telias forbrugertjenester, således til SVT.

Det er ikke første gang Telia skaber debat i forhold til netneutraliteten. Tilbage i 2012 indførte Telia i Sverige ekstra betaling, hvis deres kunder ønskede at benytte IP-tjenester som Skype, og i Norge har Telenor krævet penge fra YouTube med flere, hvis kunderne skulle have adgang til videoer i HD-kvalitet.