Frigivet firmware til HomePod afslører flere interessante ting

Apple har frigivet firmwaren til den kommende smarthøjttaler, HomePod, der ellers først bliver lanceret til december. Apple har kun meget overfladisk fortalt om HomePods specifikationer, men den nye firmware afslører en del mere.
Firmwaren bærer navnet "AudioAccessory1,1" og er egentlig bare den fulde udgave af iOS, men tilpasset en enhed uden skærm. I øjeblikket modsvarer AudioAccessory1,1 iOS 11.0.2. Alle tilhørende apps har forstavelsen "Air". For eksempel AirMusic og AirPodcasts. Der er ikke på nuværende tidspunkt understøttelse af tredjeparts-apps eller -udvidelser.
Noget tyder på at der vil være en slags LED-display under det hullede gitter der omkranser enheden og skjuler selve højttalerenhederne. I firmwren er der i hvert fald en henvisning til en LED-matrix med en opløsning på 272 x 340 pixels. Skærmens formål er visuelt at indikere, når man interagerer med Siri. Den kan dog også bruges til virtuelle knapper som volumenkontrol og aktivering af Siri. Den vil måske kunne vise symboler som vejrikoner eller andre statusmeldinger. Apple har ikke tidligere oplyst om en skærm og på de enheder pressen har haft adgang til har funktionen heller ikke været synlig. Den præcise funktion er derfor stadig ukendt.
Firmwaren afslører også at HomePod har 1GB RAM, hvilket er identisk med ældre udgaver af iPhonen. Koblet med A8-processoren som Apple har oplyst HomePod har, er der dog tale om en særdeles processorkraftig højttaler.
Lidt underligt identificerer HomePod sig i iTunes Store som "iPhone SE". Måske fordi Apple tidligere har forsøgt at sløre identiteten.
HomePod kan købes fra december, men desværre kun i Australien, Storbritannien og USA til at starte med. Apple har ikke oplyst et lanceringstidspunkt i Danmark. Prisen i USA bliver $349, hvilket nok ender på lige over 3.000 kroner i Danmark, når den tid kommer.