Ifølge en rapport fra The Economic Times of India er Foxconn, der producerer en stor del af Apples produkter, tæt på at underskrive en aftale med den indiske regering om opførelse af en iPhone-samlefabrik i landet. Den skulle efter sigende komme til at ligge på et 500 ha stort område i delstaten Maharashtra.

Fabrikken, der altså udelukkende skal samle iPhones, forventes at koste omkring $10 milliarder dollars at opføre. Aftalen er endnu ikke underskrevet, men til gengæld forventes det at det kun tager 18 måneder fra blækket på aftalen er tørt indtil fabrikken er operationsklar.

Foxconn har tidligere produceret mobiltelefoner i Indien. Det var for Nokia, men det stoppede i 2014.

Indien er med over 1 milliard indbyggere et kæmpe marked. Der er dog visse udfordringer ved at operere i landet, der har en politik om at alle produkter skal produceres i Indien, hvis ikke de skal pålægges en høj importtold, der gør den urimeligt dyre. Der er også visser restriktioner på udenlandske firmaer, der vil åbne butikker i landet.

Ud over iPhone-samlefabrikken regner Foxconn med at åbne 10-12 andre produktionsfaciliteter i Indien inden 2020. Apple er ligeledes ved at åbne et udviklingscenter med 150 ansatte i byen Hyderabad.