Det har længe været kendt - eller antaget - at blåt lys kan have en negativ indvirkning på folks søvn fordi det blå lys påvirker kroppens døgnrytme. Det skulle handle om at menneskets døgnrytme er tilpasset eller ligefrem styret af lysets naturlige farveændring henover dagen. Derfor introducerede Apple i iOS 9 funktionen 'Night Shift', der gør skærmen mindre blåtonet om aftenen, ved at skrue ned for de kolde farver og op for de varme. Nu tyder noget dog på, at Night Shift ikke spiller nogen som helst rolle i forhold til at give brugerne en bedre søvn.

En gruppe forskere har undersøgt 167 voksne iPhone-brugere mellem 18 og 24 år. Gruppen havde en overvægt af kvinder. De blev indledningsvist inddelt i tre grupper. Dene ene gruppe måtte bruge deres iPhone med Night Shift slået til. Den anden gruppe måtte ligeledes bruge deres iPhone, men uden Night Shift slået til. Den sidste gruppe skulle helt lade være med at bruge deres iPhone inden sengetid. Herefter blev deres søvn overvåget.

Resultatet overrasker

Resultatet af undersøgelse viser, at der ikke er forskel på kvaliteten af søvnen i de tre grupper overhovedet. Man får altså ikke en bedre søvn af at slå Night Shift til inden sengetid i forhold til, hvis ikke man slår det til. Men omvendt får man heller ikke en ringere søvn af at bruge sin iPhone inden sengetid.

Det er lidt kontrast til, hvad man ellers plejer at høre. Men forskerne kunne altså ikke måle forskel på søvnkvaliteten i de tre grupper, og ergo spiller det ingen rolle for søvnkvaliteten om man bruger sin iPhone eller ej, ejheller om Night Shift er slået til eller ej. Og dog. For når forskerne kigger på nogle af de enkelte parametre de bruger til at bedømme søvnkvaliteten med, var der små forskelle. Disse parametre kunne være ting som søvnlængde, eller hvor frisk man er når man vågner etc. Her er der små tegn på, at man får den bedste søvn ved helt at holde sig fra at bruge sin iPhone inden sengetid, men kun hvis man sover mere end 6,8 timer per nat. Hos de personer, der sov mindre end 6,8 timer per nat, var der heller ikke her nogen forskel.

Summasummarum tyder det på, at der ikke er en generel konklusion på, hvad der er bedst. Man kan derfor gøre det, man synes virker bedst for en selv. Og det er vel egentligt meget godt.

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos eller studierapporter, fordi din Mac går i stykker? Sørg for at få taget backup nu! Onlime giver for en rimelig pris ubegrænset plads i skyen.