For sejlere: Kortplotter eller apps - den endelige konklusion
De opmærksomme læser husker nok, at jeg sidste sommer skrev lidt om forskellige navigationsapps til sejlere. Samtidig satte jeg mig for at finde ud af om disse apps kunne erstatte en rigtig kortplotter, hvilket var min klare opfattelse og udgangspunkt sagtens kunne lade sig gøre.
Siden starten af juli sidste år sejlede jeg i løbet af de næste fire måneder mere end 2.000 sømil i familiens sejlbåd. 2.000 sømil vil jeg mene er mere end rigeligt til bakke mine konklusioner og pointer op.
Først skal forudsætningerne for mine konklusioner på plads. Der er udelukkende tale om tursejlads med familien. Jeg har således ikke sejlet kapsejlads. Der er sejlet i næsten alt slags vejr, hvor man normalt regner det som forsvarligt at sejle. Kortplotteren og apps har været brugt til såvel ruteplanlægning som navigation.
Lad mig bare slå fast med det samme, at min indledende opfattelse hurtigt blev ændret. I dag vil jeg mene at navigationsaps til sejlere alene er tilbehør og ikke kan erstatte en regulær kortplotter. Jeg ville i hvert fald aldrig selv gå den vej. Men inden jeg kommer med en nærmere begrundelse, vil jeg først komme ind på min kortplotter og de forskellige apps, jeg har brugt.
Kortplotteren
Min kortplotter er en 9" Axiom fra Raymarine med touchskærm. Det er en moderne kortplotter forstået på den måde, at den er tablet-baseret. Hardwaren er i princippet bare en Android-tablet optimeret til formålet og med et særligt styresystem og design. Den har derfor farveskærm og alt styres via touch, der er ingen rigtige knapper. Kortplotteren kan opdateres med ny software og man kan også installere enkelte apps, men hovedvægten er på kortplotterfunktinaliteten.
De testede apps
Jeg har testet en del forskellige apps, men har primært brugt Navionics, iNavX og Transas iSailor. De leverer egentlig alle tre varen og fungerer efter hensigten. Forskellene er så små, at det handler om ens personlige smag og behag.
De kan alle tre i princippet erstatte en regulær kortplotter, når vi taler funktionalitet og muligheder. Der er muligheder for præcis de samme gode kort, som man kan få på kortplotteren og alle nødvendige funktioner til ruteplanlægning og så videre. Det er også muligt, med den rette hardware, at integrere med bådens andre instrumenter.
Mine sejlture
Jeg har som sagt sejlet over 2.000 sømil løbet af nogle måneder. Sejladsen har været meget forskellig. Jeg har sejlet i de danske farvande, på Europas floder og kanaler samt i Middelhavet under meget forskellige forhold. Jeg er altså kommet godt rundt om det meste. Det eneste jeg ikke har sejlet er kapsejlads, men jeg er overbevist om, at mine pointer bare vil være endnu mere relevante under denne type sejlads, hvor der er mere stress på og hvor det er vigtigere at bevare overblikket.
iPaden kommer til kort
Alt er i princippet som det skal være, og der er intet der peger i retning af, at en kortløsning til iPaden ikke er det oplagte valg. Det er meget billigere at bruge apps end at skulle smide 10.000 kroner eller mere til en regulær kortplotter. Desuden vil man kunne bruge iPaden til andre ting også.
Alligevel kommer iPaden til kort (om man så må sige) når det gælder i praksis. Hvor der ikke er en finger at sætte på hverken brugergrænseflade, pris eller muligheder, så fungerer det bare ikke når vinden blæser og vandet sprøjter. Det handler ikke så meget om de enkelte apps, men om iPaden i sig selv. Det er simpelthen for bøvlet - den er ikke egnet til formålet. Jeg har tre hovedindvendiger mod at lade en iPad erstatte en kortplotter.
- iPadens skærm fungerer alt andet end optimalt, når den er våd. Den opfatter ikke tryk korrekt, hvis det er dråber på skærmen. Det bliver meget svært eller umuligt at swipe, zoome i kort og så videre. I det hele taget er iPaden ikke lavet til så fugtigt et miljø. Det kan princippet klares ved at sikre at den til enhver tid sidder i tørvejr. På min båd er det bare ikke en mulighed. Min kortplotter kan omvendt tåle at blive spulet med en vandslange. Den er bygget til det og den fungerer selvom den er drivvåd.
- iPadens skærm fungerer ikke i fuld sommersol. Eller det gør den, det er bare meget svært at se hvad der er på skærmen og refleksionerne er irriterende. Min kortplotters skærm er for det første mere mat og den bruger en anden teknologi, der fungerer bedre i sollys.
- iPaden er optimeret til alt muligt andet, der har det med at forstyrre, når man mindst venter det. Notifikationer om dit og dat som nye mails, systemopdateringer og så videre. Kommer man til at trykke på hjem-knappen ryger man ud af appen etc. Det meste kan i princippet slås fra, men kortplotteren er optimeret til én ting og jeg oplever ikke på samme måde at skulle bruge tid på at komme til det væsentlige.
Vil du bruge en iPad så sørg for ordentlig montering og strøm
Derudover er der den meget væsentlige ting, at jeg aldrig fik taget mig sammen til at få monteret iPaden ordentligt med permanent strøm. Min iPad var derfor en løsdel, der krævede to hænder og altid var i fare for at falde i dørken. Dét indrømmer jeg er min egen fejl. Jeg kunne have monteret den, men det lykkedes mig aldrig at finde det ideelle monteringsudstyr. Specielt i forhold til strømforbruget er dette dog essentielt. En navigationsapp der konstant er tændt suger strøm, så der ofte ikke er til mere end et par timer. Den skal have et permanent stik, og montering, hvis det skal fungere. Glem alt om at bruge en løs iPad til andet end en kort orientering. Permanent navigation under sejladsen kan en løs iPad ikke bruges til. Lader man skærmen gå på standby slår det aldrig fejl, at når man vil låse iPaden op igen, så fungerer Touch ID ikke etc.
Kortplotteren er det rigtige valg
Min kortplotter monterede jeg samme dag, jeg købte den, da den ikke er lavet til at ligge løst. Den har derfor altid strøm og er desuden meget nem at tilslutte til bådens NMEA-netværk, hvis man har sådan et. Det sidste kan også lade sig gøre med en iPad men er markant mere bøvlet og kræver investering i ekstra hardware.
Min kortplotter er som skrevet indledningsvis en moderne tablet-baseret en af slagsen og vil derfor i princippet have risiko for genstarter, frysninger og alle andre de ting som computere og tablets kan lide af. Denne risiko ville man ikke få med en traditionel kortplotter, der ikke på samme måde er app-baseret. Hvor en genstart i ny og næ derfor er forventelig, er det kun noget jeg har oplevet en eller to gange i løbet af 8 måneder. Den kører klippestabilt sammenlignet med alt det bøvl jeg havde med iPaden på bare en enkelt tur. Touch ID der ikke genkender en fugtig finger, en skærm der ikke opfatter inputs, total afladning, konstante opdateringer etc.
iPaden virker fint når det går godt - men ikke under stressede forhold
Når solens skinner og alt går som det skal fungerer iPaden sådan set tilfredsstillende, men det er jo typisk ikke i disse situationer, at man har mest brug for at tingene virker. Det er i de kritiske situationer, hvor vandet står ned i stænger, og man anløber en ny havn, og der er stress på. Her er min klare erfaring at en kortplotter giver den ro, som er så vigtig i disse situationer. Der er altid strøm på, den fungerer altid, det opfatter altid mine tryk og det hele er designet omkring sejlernavigation. iPaden er for delikat. I de stressede situationer, fungerer den ikke efter hensigten og det er her, man har mest brug for det. Det kan være fatalt at være afhængig af en enhed der ikke virker i situationen.
Jeg vil til enhver tid anbefale at man går efter kortplotteren. Altid! En app-baseret løsning kan måske være fint tilgå korte ture i kendt farvand eller på sommerdage, hvor man ikke har de store behov for navigering, men når det gælder så kommer de til kort. iPaden er ganske enkelt ikke egnet til at blive brugt på den måde. Desværre, for selve de forskellige apps fejler intet. De er faktisk fremragende. Under kanalsejladsen, hvor tingene er lidt mere enkle end ude på havet, fungerede app-løsningen sådan set tilfredsstillende nok, men det er også en ret atypisk måde at sejle på for de fleste danskere, hvorfor jeg ikke har taget det med i min endelige vurdering.
Navionics' app er min favorit
Skulle jeg gå efter én af de tre apps bliver det Navionics. Den er lige en tand bedre til mine behov. Særligt deres koncept med at man i abonnement kan få opdaterede kort over hele verden, kan jeg godt lide. Men det er så også fordi jeg har haft behov for et kæmpe stort område, der ville være meget dyrt at købe sig til på regulær vis. Jeg har således for et beskedent abonnement haft søkort over samtlige kanaler i Tyskland, Frankrig, Belgien og Holland i den ønskede periode. Skulle jeg have købt disse kort enkeltvis, var det blevet meget dyrt.
Sejlede jeg kun i Danmark (eller andre afgrænsede steder), ville jeg ikke vælge abonnementsmodellen, men bruge en af de andre apps, hvor man køber et mindre kort til en valgt område.
Konklusion: Hold dig til kortplotteren
Selvom en app-baseret løsning med søkort til iPaden lyder besnærende, så holder det altså ikke i praksis. Kvaliteten af appsne er god og leverer på nogle punkter endda bedre end min kortplotter, men iPaden i sig selv fungerer ikke til formålet. Jeg vil til enhver tid anbefale at investere i en rigtig kortplotter og alene lade apps være et supplement.
Læg gerne en kommentar, hvis du er kommet frem til en anden konklusion.