Pebble er død - annullerer ny hardware (opdat.)

Ifølge flere kilder har Fitbit, der producerer markedets mest populære fitnesstracker, købt smartursproducenten Pebble. Prisen er ukendt, men i følge kilderne er der tale om et ret lavt beløb i størrelsesordene $40 millioner. Det er en brøkdel af hvad der tidligere har været budt for Pebble, da de var på deres højeste.
Købet dækker alene Pebbles software, som Fidbit køber for "bedre at kunne konkurrere med Apple", som kilderne udtrykker det. Resten - det vil sige Pebbles produktionsudstyr, servere og så videre - er ikke med i handlen, men vil blive forsøgt solgt uafhængigt. De $40 millioner vil blive brugt til at betale Pebbles gæld samt til tilbagebetaling på de forudbestillinger, der er kommet på Pebble 2, Pebble Time 2 og the Pebble Core. Alle disse handler vil nemlig blive annuleret, og folk vil få pengene refunderet. Pebbles tjenester fortsætter foreløbig uændret.
Pebble var de første til at lancere et smartur, og fik gigantisk succes med en af de mest succesfulde kampagner på Kickstarter. Siden er det dog gået gevaldigt ned ad bakke med populariteten, og Pebble er havnet i økonomiske problemer og faldende salg. Problemerne har vøret så store, at Pebble har været nød til at crowdfunde deres seneste produkter for at skaffe penge nok.
Det går heller ikke super godt for Fitbit, der længe har domineret markedet for de enkle fitnesstrackere. Folk begynder at se efter mere avancerede løsninger ala Apple Watch, mens de helt enkle trackere ikke længere appellerer til folk. Tidligere har en anden populær producent, Jawbone, helt trukket sig ud af markedet for fitnesstrackere.
Læs mere hos Pebble.
Opdateret 8/12-16 med nye oplysninger.