Der blæser interessante vinde i USA for tiden. Den amerikanske myndighed FCC, der blandt andet regulerer radio- og tv-frekvensfordelingen i landet, har nemlig foreslået at udbydere af kabel-TV skal forpligtes til at gøre deres indhold tilgængeligt via netstreams. Enhver virksomhed der vil udbyde TV, som eksempelvis Apple, skal altså have adgang til at tilbyde kabel-TV-indhold som en del af deres tilbud. Kabel-TV-udbyderne vil ikke længere kunne blokere for andre, der ønsker deres indhold på deres platform.

Som det er nu sidder kabel-TV-udbyderne tungt på markedet og er fuldstændig uinteresseret i at tilbyde TV via netstreams. Apple har derfor reelt ingen mulighed for at tilbyde de populære kanaler, medmindre de selv er interesseret i det. Og det er de som oftest ikke, da det er økonomisk lukrativt at sælge sine kanaler i TV-pakker. Når det endeligt sker, at en kanal tilbyder sit indhold gennem Apple TV, kræver det oftest at man er kabel-TV-kunde for at få adgang via Apple TV.

Lige præcis branchen modvilje til at give adgang til deres indhold er årsagen til, at Apple ikke kan få lanceret en ny Apple TV. Ifølge rygterne skulle det hele ellers være på plads - undtaget altså aftaler om indholdet.

Et er at foreslå en regelændring, noget andet er at få den gennemført. FCC er oppe mod en kabel-TV-lobby, der næppe frivilligt vil afgive deres lukrative forretning.