FaceTime sender underlige sms'er til udlandet

En af iPhonens nye funktioner er FaceTime – Apples egen videotelefoni. FaceTime er en iChat-ligende videochat eller videotelefoni om man vil. Faktisk Apples eget svar på VoIP, hvor “v” ikke står for “voice” som normalt men “video”. Det hele foregår nemlig på WiFi uden om teleselskaberne og deres dyre takster. Eller gør det nu også det?
En del brugere her på siden, har nemlig bemærket, at der i forbindelse med brug af FaceTime afsendes en sms til et udenlandsk telefonnummer lokaliseret i England. Dette er helt efter planen omend det ikke er særligt godt (hvis overhovedet) dokumenteret fra Apples side. På Apple side om FaceTime, står således intet om en indledende sms. Men når man slår FaceTime til, bliver der afsendt en sms til det pågældende nummer som registrerer at ens nummer nu, er "tilmeldt" FaceTime.
En iPhone-bruger har skrevet til Apples chef Steve Jobs og spurgt om det var meningen. Svaret kom promte: "Yes, an initial SMS is required to register your phone number." Det man skal bide mærke i er, at der kun kræves en indledende sms for at registrere nummeret.
Det forklarer dog ikke, hvorfor flere brugere har oplevet, at der er afsendt adskillige sms'er. Nogle rapporterer om et par stykker, andre om at der afsendes en sms ved hvert eneste FaceTime-opkald. En mulig forklaring kunne være, at der har været bøvl med registreringen af ens tilmelding.
Summasummarum skal der afsendes én sms, når man bruger FaceTime eller slår det til. Det er ikke meningen, at der skal afsendes en sms hver eneste gang man vil bruge funktionen. Det er i hvert fald sådan jeg har forstået det. Jeg har dog ikke rigtigt noget bud på, hvad man skal gøre, hvis det alligvel er tilfældet, andet end at kontakte Apples support. Under alle omstændigheder har Apple tidligere udtalt (kan desværre ikke finde kilden), at denne sms var gratis. Hvis den er det, er det jo i princippet ligegyldigt, om der afsendes en sms én gang eller hver gang. Måske er problemet, at Apple ikke har få clearet disse sms'er med teleselskaberne så det er kunderne og ikke Apple, der kommer til at betale. Måske fordi sms'en går til en engelsk nummer og ikke et dansk.
Man kan eventuelt prøve at sætte telefonen i Flymode, men med WiFi aktiveret og se om FaceTime virker selvom der ikke kan afsendes sms.