Er direkte salg af smartphones uden tilskud og simlås dødt?

Det var et stort spark bagi til Apples salgsstrategi, da Google introducerede deres Nexus One smartphone i januar i år. Det Googles åbenhed mod Apples lukkethed, der endnu engang kom i centrum. Google havde nemlig valgt selv at sælge deres telefon uden bindinger af nogen art, hverken simlås eller krav om abonnement. Apple gør jo som bekendt det modsatte, som langt de fleste i branchen i øvrigt; sælger iPhonen simlåst med krav om abonnement.
Salget er floppet
Salget af Nexus One har dog aldrig rigtigt været noget at skrive hjem om, eller det har det jo faktisk, fordi det har været så lavt. Googles solgte 20.000 enheder den første uge og 80.000 enheder den første måned. Den oprindelige iPhone solgte 70.000 den første uge. På 74 dage, den periode det tog den oprindelige iPhone at nå 1 million, solgte Nexus 135.000. Nexus one, har formodentlig ikke rundet den første halve million, jeg har ikke kunnet finde de seneste salgstal, i de 7 måneder, den har været til salg. Apples iPhone 4 solgte over halvanden millioner de første tre dage.
Google har da også måtte erkende, at deres salgsstrategi med at sælge Nexus One uden tilskud og simlås direkte til kunderne, har slået fejl. De har i hvert fald annonceret, at de stopper salget af nexus one fra deres hjemmeside, så snart det nuværende lager er væk. Herefter kan den udelukkende købes gennem de få teleselskaber, der har den på hylderne.
Hvorfor er salget slået fejl?
Det interessante er, hvorfor salget af Nexus One er slået fejl. Er det hardwaren der ikke er god nok? Er det kundernes modvilje mod Android? Eller hvad er det?
Hardwaren er der nok ikke noget galt med, stort set samtlige smartphones lanceres jo på, at de har bedre specifikationer end iPhonen. Det kan heller ikke være kundernes modvilje mod Android. Der findes flere Android-telefoner, der har salgstal, der kan sammenlignes med iPhonen, for eksempel Motorolas Droid. HTCs modeller sælger også fornuftigt.
De eneste forklaringer, jeg rigtigt kan komme på, er Googles salgsstrategi uden bindinger samt manglende markedsføring. Google har simpelthen overvurderet kundernes lyst til at købe en telefon med en gennemsigtig pris. Nexus One blev prissat til $529. iPhonen kunne fås for $199. Plus abonnement selvfølgelig, hvilket gør den dyrere i sidste ende, men pointen er netop, at kunderne kigger på hvor meget de skal lægge på disken. $199 virker som et bedre tilbud end $529. Google bliver med andre ord straffet for sin åbenhed, mens Apple (der givetvis har studeret kundelogik nøje), bliver belønnet for sin lukkethed.
Nu er Apple ikke Google og Apples salgskanaler er noget bedre udviklet end Googles, så Apple ville nok have større succes med et salg uden bindinger. Det sker da også i enkelte lande, primært der, hvor lovgivningen kræver det. En faktor skal dog være på plads og det er prisen. Det skal være billigere at lægge det fulde beløb på bordet med det samme,i forhold til at betale af i seks måneder. For så dumme er vi altså heller ikke.
Hvad siger læserne? Er et salg af iPhonen uden bindinger vejen frem? Ville det skade salget? Ville du selv foretrække at købe en iPhone uden bindinger og dermed også uden tilskud eller foretrækker du den nuværende model? ER et (godt) samarbejde med teleselskaberne et absolut krav, hvis telefonerne skal ud til folket?