England vil indføre digitalt kørekort på iPhonen

Den engelske myndighed der står for administrationen af kørekort i landet, Driver and Vehicle Licensing Agency (DVLA), oplyser på Twitter at de er ved at udvikle et digitalt kørekort man kan gemme i Apples Wallet-app.
Det er Oliver Morley, der er direktør i DVLA, der har fremvist en prototype på kørekortet. Det er ikke meningen at det digitale kørekort skal erstatte det nuværende fysiske kørekort men være et supplement. Årsagen til indførelsen af et digitalt kørekort skulle være at det er mere sikkert end de traditionelle kørekort.
Hvis iPhonen er løbet tør for strøm, når man bliver stoppet af en betjent, er det ikke noget problem. I England er der principielt intet krav om at man skal kunne fremvise sit kørekort ved kontrol. Hvis man bliver bedt om det, skal man dog kunne fremvise et gyldigt kørekort på en politistation inden syv dage, hvis ikke man har det på sig.
England er i øvrigt ikke det første sted, hvor man er i gang med digitale kørekort på iPhonen. I den amerikanske stat Iowa har man i et par år kunnet få et digitalt kørekort på sin iPhone.