Endnu et sikkerhedsfirma: iPhonen er mest sikker

Sikkerhedsfirmaet McAfee har i en ny undersøgelse af problemer med malware også kigget nærmere på smartphones. Malware er en fællesbetegnelse for ondsindet kode som virus, orme, trojanske heste, spyware, adware med videre. Kort og godt ting, der gør skadelige eller uønskede ting på ens enhed.
McAfee har ikke fundet en eneste kendt trussel til en standard iPhone. De eneste kendte tilfælde af malware til iPhonen er fundet på jailbreakede enheder. McAfee kommer ikke nærmere ind på hvorfor Apples iPhone er uberørt af malware, men et andet sikkerhedsfirma, Symantec, sagde i sidste uge, at Apples stramme styring holder malwaren væk.
Stram styring kan man ikke sige, der eksisterer hos Googles Android. Så det er ingen overraskelse, at malwaren der florerer som aldrig før. På Android er antallet af kendt malware nemlig steget 76% over de sidste par måneder, hvorfor Android nu er den klart mest angrebne platform ifølge McAfee.
McAfee's rapport er den anden rapport fra et sikkerhedsfirma på bare en uge, der afkræfter det danske sikkerhedsfirma CSIS og Ekstra Bladets påstand om at iPhonen er markedets mest usikre smartphone. I praksis findes der ikke malware til iPhonen. McAfee skriver dog også, at det på et tidspunkt vil komme malware til iPhonen. Det bedste man kan gøre er derfor at sikre sig, at ens iPhonen altid er opdateret med seneste udgave af iOS.
Kilde: McAfee