Vi har sagt det før, og vi siger det gerne igen: Når de danske medier tilbyder en mobil udgave af deres hjemmeside, så vil vi ikke spises af med kun at få adgang til 10-20 udvalgte artikler. Vi vil have det samme indhold som på den normale side, bare tilpasset vores mobile enhed. Hos nogle mediehuse, har man været meget længe om at forstå dette, mens andre ikke har forstået det endnu. Det virker som om, det ikke er gået op for dem, at mobilen skal tages seriøst. Rigtigt mange mennesker læser nok flere nyheder på deres mobil end på en almindelig computer.

Danmarks bedste mobilsite

En af dem, der rent faktisk tager mobilindholdet seriøst er Ekstra Bladet, der vel har Danmarks bedst tilpassede mobilsite. Og satsningen har båret frugt. På mindre end et år har Ekstra Bladets mobilsite fordoblet sin trafik og vokset sig større end mange af konkurrenternes almindelige websites. Beøsøgstallet er eksploderet, og inden for de sidste 9 måneder er antallet af sidevisninger på Ekstra Bladets mobilside, fordoblet til 37 millioner. Det gør det til det suverænt største mobile browsersite i Danmark og i flere tilfælde overgår trafikken det man måler på det almindelige web.

iPhonen står for lidt over halvdelen, 55%, af samtlige sidevisninger på Ekstra Bladets Mobilsite, oplyser Christian Jelbo fra Ekstra Bladet til iPhoneguide.

Udvikleingen tog fart, da Ekstra Bladet lancerede ny side med større variation

”I et stykke tid har vores mobilsite genereret mere trafik end de fem nærmeste konkurrenters mobile sites til sammen, og efter lanceringen af vores nye mobilsite har vi vokset os større end eksempelvis Berlingske, Børsen, Jyllands-posten og Jubii er på deres webside” udtaler Christian Jelbo.

Udviklingen tog for alvor fat da Ekstra Bladet lancerede det nye mobilsite ved årsskiftet, hvor der i langt højere grad bliver fokuseret på at give brugeren en helstøbt oplevelse af avisens digitale indhold. Målet har været at præsentere den samme store variation af indhold og funktioner til brugerne, uanset om de tilgår ekstrabladet.dk via web eller mobil.

”Nogle dage svarer trafikken på vores mobilsite til 25-30% af vores webtrafik. Tallet er ret imponerende og åbner i den grad op for en yderligere kapitalisering af vores digitale indhold via mobilen samt nye annonceformater. Derudover kan vi se at optimeringen af vores indhold i forhold til smartphones , har øget antallet af unikke brugere og besøg” lyder det fra Christian Jelbo, Ekstra Bladet.

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos fordi din iPhone går i stykker? Sørg for at tage backup nu! Onlime tilbyder ubegrænset backup af alle dine enheder i skyen.