Eksternt kamera på vej til iPaden

Et af manglerne ved iPaden, spcecielt set i lyset af den kommende iPhone 4's FaceTime-funktion, er et frontvendt kamera. Inden iPaden kom på markedet, cirkulerede der reservedele, hvor der tydeligt var lavet plads til et kamera, men det blev altså ikke i denne omgang.
Et firma med navnet Photofast vil dog gerne lave om på det. De har lavet en prototype på et eksternt kamera til iPaden. Den endelige version kommer "senere på året". Designet på billedet skal man ikke regne med. Det endelige produkt vil se anderledes ud. De 200 megapixels, der står på æsken, er selvfølgelig heller ikke korrekt. 2 megapixels er det rigtige og video vil være begrænset til 640x480. Kameraet tilsluttes via dockstikket.
Photofast fortæller, at produktet er meget komplekst at få til at virke på iPaden, men at de er overbevist om, at de nok skal få det klar i år. En anden interessant ting er, at firmaet også arbejder på en TV-tuner til iPaden. Dog er der et eller andet der siger mig, at vi aldrig kommer til at se produkterne, men at firmaet bare er ude på at få lidt gratis omtale ved at læne sig op ad iPad-brandet - og det fik de så.