EA fjerner klassiske spil fra App Store

Uden varsel har spiludvikleren EA fjernet en del klassiske spil fra App Store. Det gælder eksempelvis spil som Spore Origins, SPY Mouse, Bejeweled 2 og Real Racing.
Spillene har nogle år på bagen, men er ikke desto mindre virkelig solide udgivelser, der for fleres vedkommende er blandt mine personlige favoritter. EA oplyser ikke årsagen til at de fjerner spillene, så man må formode at det handler om økonomiske overvejelser. På den anden side: Nu er spillene lavet og ligger i App Store, hvorfor så ikke bare tage de salg med der kommer, uanset om det ikke er ret mange?
Man kan også undre sig over at EA ikke annoncerer tilbagetrækningen på forhånd, og giver folk en sidste mulighed for at hente spillene - eventuelt til en god pris. Det havde helt sikkert kaste en del salg af sig.
Man kunne få en mistanke om, at EA's træk skyldes den fremherskende ide om, at spil skal generere penge løbende via in app-køb, hvilket de nævnte ikke gør. Derfor trækkes de fra hylderne, så folk ikke får den opfattele, at spil er noget man køber en gang for alle.
Har man tidligere købt et af de pågældende spil, men slettet det fra sin enhed, burde man stadig kunne hente det i App Store. Det er alene nyindkøb, der er lukket for.