Dokumentation: Her er det problem, der har forsinket iPad mini med retinaskærm

For bare en uge siden skrev vi, at det var skærmproblemer, der gjorde at Apple ikke kunne producere nok iPad mini med retinaskærm. Skærmene led at problem hvor billedet kan blive "brændt" fast på skærmen i kortere eller længere tid. I modsætning til den burn-in man kan se på plasmaskærme, er fastbrændingen ikke permanent på LCD-skærme som i iPaden. Man kan mere betegne det som at billederne kan hænge lidt fast.
Det blev også oplyst, at problemet ikke ville være synligt for slutkunden. Det kan dog lade sig gøre at fremprovokere problemet ved at udsætte iPaden for en speciel grid test, hvor man viser et skakternet mønster på skærmen i 10 minutter, for herefter hurtigt at skifte til en helt grå skærm. Her vil man svagt kunne se skakmønsteret på skærmen, selv efter det burde være forsvundet.
Som testeren (og Apple) også gør opmærksom på, at det ikke noget, man overhovedet vil bemærke i dagligt normalt brug. Vedkommende har et Retina MacBook Pro, der lider af problemet i højere grad end iPaden, og har aldrig bemærket noget i brug. Det er med andre mere et rent teoretisk problem. Testeren har i øvrigt testet flere andre iPads uden at kunne fremprovokere problemet, så det er ikke noget der berører alle iPads.