Da Apple præsenterede den oprindelige iPad sidste år, var en af de første ting jeg gjorde, at kontakte de danske teleselskaber for at høre, om deres planer for et kombineret iPhone- og iPad-abonnement. Det vil sige en løsning, hvor man har et abonnement men to simkort. Min filosofi var, at hvorfor dog betale for et iPad-abonnement med fri data, når man har et til iPhonen i forvejen? Man går heller ikke ind på en restaurant og bestiller to gange buffet. Det kunne dog slet ikke lade sig gøre og ingen teleselskaber havde planer om at lancere denne løsning.

Det kan nu lade sig gøre

Derfor er det også glædeligt, at det nu kan lade sig gøre. Telenor og 3 nemlig lanceret netop denne løsning: Med ét samlet abonnement kan kunderne nu gå på nettet på både deres iPad og smartphone samtidig.

Telenor tilbyder deres kunder, der allerede har et flatrate dataabonnement, et "DobbeltSIM". Det betyder, at kunderne får et ekstra sim-kort til deres dataabonnement, som kan sættes i sin iPad, og det er så muligt at være på nettet fra begge sim-kort samtidig. Man kan også bruge det i to telefoner for den sags skyld. "De to sim-kort hører til samme dataabonnement, så kunderne kun betaler for ét abonnement." udtaler Telenor til iPadguide. Det er dog en sandhed med modifikationer, det er nemlig ikke gratis. Oprettelsen koster 49 kr og herefter koster det 12,5 kr om måneden resten af året og herefter 49 kr om måneden. At kalde det "kun betaler for ét abonnement" er nok at stramme den vel rigeligt. Det skal dog ikke ødelægge glæden over, at det nu kan lade sig gøre. De 12,5 kr overlever vi nok, og der kan ske meget med prisen inden året er gået - specielt fordi konkurrenterne hurtigt vil melde sig.

3 er klar i kulissen

Få timer efter Telenors lancering af DobbeltSIM kom 3 på banen med et ligende tilbud. De er dog først klar med deres koncept, som de kalder 3Datadeling den 20. juni, så det er tydeligvis noget de har besluttet, som en direkte reaktion på Telenors udmelding. Konceptet er det samme, det vil sige at man får et ekstra simkort. Har man et 3Max eller 3Magnum abonnement er prisen 0 kr. Hvad det koster for alle andre, er der ingen forlydende om.

Telenors løsning kan bestilles med det samme

Det er ikke første gang Telenor skiller sig positivt ud når det drejer sig om iPaden. Da den blev lanceret i Danmark sidste år, kunne man hos Telenor købe en iPad inklusive 6 måneders dataabonnement billigere, end man kunne købe en iPaden uden dataabonnement.

Er du kunde hos Telenor kan du bestille dit DobbeltSIM her: DobbeltSIM hos Telenor