Et af tidens varmeste emner er hvilken teknologi til trådløs opladning Apple vil benytte i den kommende iPhone. Det er der intet nyt om denne gang. Til gengæld er der nyt fra Disney Research (hvem vidste Disney havde sådan en afdeling?) der i et demonstrationsprojekt viser hvordan man kan oplade trådløse enheder på flere meters afstand.

Baseret på magnetisk resonans

I Disneys teknologi placeres en kobberstang midt i et rum hvor gulv, loft og vægge er lavet af aluminium. I kobberstangen er der placeret 15 kondensatorer og ved at sætte strøm til hele balladen bliver der dannet et kæmpe elektromagnetisk felt, der løber i ring via stangen i midten og metallet i loft, gulv og vægge. Magnetfeltet skiftet retning hele tiden med en frekvens på 1,32MHz og skaber derved en magnetisk resonans i rummet. Ved at placere modtagere i forskellige enheder, kan denne resonans omdannes til energi igen og drive eller oplade enheden.

Som det kan ses på videoen herunder virker det umiddelbart fint. Der er dog grænser for hvor meget energi der kan sendes ind i systemet, hvis det skal være muligt for mennesker at kunne opholde sig sikkert i rummet. Disneys analyse viser, at der kan oplades med op til 1,9KW uden at overskride sikkerhedsreglerne. Under det niveau kan man opholde sig ubegrænset i rummet uden problemer. Blot skal man holde sig omkring en halv meter fra stangen i midten, hvor magnetfeltet er kraftigst.

Kan skaleres

Ifølge Disney kan enheder i rummet oplades eller drives med en effektivt på mellem 40% og 95%. Der er fuld frihed i forhold til orienteringen af enhederne, noget der adskiller det fra andre koncepter, der er meget afhænge af at en enhed har den rette orientering i forhold til senderen.

Løsningen kan skaleres lige fra en skotøjsæske til en stor lagerbygning uden problemer. Det vil sige at perspektiverne er alt fra en lille ladeboks til hjemmet og op til opladning af elbiler i en parkeringskælder

Der er stadig kun tale om et koncept. Modtagerne er stadig ret store og klodsede og der er en del ting der skal forbedres, hvis teknologien nogensinde skal nå ud på det kommercielle marked. Ikke desto mindre viser Disney at det kan lade sig gøre inden for fysikkens rammer at lave et system til fjernopladning af elektroniske enheder. Nu skal det "bare" gøres sikkert, billigt og nemt at installere.

Der er rygter om at Apple vil tilbyde trådløs opladning i den kommende iPhone. Der har været spekuleret i en teknologi baseret på radiobølger (lidt ala Disneys), men det meste peger i retning af noget baseret på Qi-standarden, som de fleste andre også bruger.

Her kan du se en kort video om Disneys koncept:

Scroll ned for at se kommentarer