
Om en måneds tid starter Apple produktionen af nye MacBooks baseret på Intels Haswell-arkitekuer.
Tidligere på ugen udtalte Apples topchef, Tim Cook, at Apple havde et stort efterår i vente. Flere analytikere regner dog med, at Apple allerede vil lancere nye MacBooks (Pro og Air) under eller lige efter WWDC-konferencen midt i juni.
Digitimes mener at vide, at Apple midt i maj vil begynde at geare produktionen af den kommende generation MacBooks baseret på Intels Haswell-processorer op. Haswell er kodenavnet på Intels nye 22 nm chiparkitektur, der skal afløse selskabets Ivy Bridge-processorer.
Ifølge avisen, har Apples leverandører ikke modtaget information om designændringer, hvorfor opgraderingerne alene bliver på de interne dele.