En af grundene til at Apples nye iPad mini ikke har en retina-skærm er, at teknikken til at fremstille dem ikke har været moden nok. Der findes ganske enkelt ikke den størrelses skærme på markedet i den opløsning. Underforstået til en pris, der retfærdiggør brug i en tablet.

iPhonen har en mindre skærm og iPaden en større skærm, så umiddelbart virker det ikke som et problem at lave en, der ligger midt i mellem. Problemet er dog større en som så. Skærmene i de to enheder, er nemlig meget forskellige. iPadens skærm er ikke bare en stor udgave af iPhonens. Var den det, ville det ikke være et problem at lave en mellemstørrelse.

Forskellig pixeltæthed

De to enheder har en helt forskellig pixeltæthed. På iPhonen er det 326 ppi (pixel per inch, pixel per tomme), mens det på iPaden er 264 ppi. Det havde været logisk, hvis Apple havde brugt samme pixeltæthed på iPaden som på iPhonen, men det var ganske enkelt ikke teknisk muligt, da iPaden blev lanceret. Derfor har de to enheder forskellig pixeltæthed - og der er længere mellem de enkelte pixels på iPaden.

Da iPad mini har samme opløsning som den store iPad, men har en mindre skærm, må de enkelte pixels alt andet lige ligge tættere på mini'en. Det gør de også. Faktisk præcist så tæt som på den oprindelige iPhone, nemlig 132 ppi. Det er selvfølgelig ikke et tilfælde. Apple har helt bevidst afpasset skærmstørrelsen på iPad mini, så den har fået samme pixeltæthed som de første iPhones.

Mini'en skærm er en stor iPhone-skærm - ikke en lille iPad-skærm

Det betyder også, at hvis iPad mini skal have en retinaskærm, så skal den have samme pixeltæthed som iPhonen, altså 326 ppi, og ikke samme pixeltæthed som iPaden. Deri ligger forklaringen. Apple kan sagtens lave en lille iPad-skærm, men de kan ikke lave en stor iPhone-skærm. Det er det sidste iPad mini har brug for, så derfor må vi undværre retina-skærmen på nuværende tidspunkt.

Nogle ville måske indvende, at Apple jo bare kunne have brugt samme pixeltæt på mini'en, som på den store iPad istedet for at lægge sig op ad iPhonen. I såfald havde det været teknisk muligt, at producere en retinaskærm til mini'en. Til gengæld skulle mini'en så have haft en anden opløsning, hvilket ville skabe problemer i forhold til kompatibiliteten med eksisterende apps. Når Apple holder fast i, at de forskellige iPads skal have samme opløsning, kan man kun variere størrelsen ved at ændre på pixeltætheden.

Det korte af det lange er altså, at pixeltætheden i en retina iPad mini er så høj, at det ikke kan lade sig gøre at producere en retina-skærm på 7,9 tommer, som iPad mini har. Igen underforstået på kommercielle vilkår.

Teknologien er på vej - kommer til næste år

Men heldigvis er der lys for enden af tunnelen. SlashGear skriver nemlig, at en af Apples producenter af skærme, AU Optronics, er på vej med en retina skærm til mini'en. Den vil formodentligt være klar til masseproduktion næste år. Det betyder også, at næste generation iPad mini formodentligt vil have en retina-skærm. Med både iPhonen og iPaden, skulle vi vente flere generationer, før der kom retina-skærme, så på den vis er det positivt, at det i mini'en går hurtigere.

Apple kunne selvfølgelig have ventet med at lancere en mini til næste år, men mon Apple ikke har vurderet, at tiden var ind nu, hvis ikke konkurrenterne skulle have for stort et forspring?