Hvad koster en iPad? Et relevant og meget enkelt spørgsmål, hvis man går i tanker om at anskaffe sig en iPad. Desværre er svaret ikke nær så enkelt. Alt efter model koster en iPad nemlig: 2.299 kroner eller 2.599 kroner eller 2.999 kroner eller 3.299 kroner eller 3.399 kroner eller 3.599 kroner eller 3.799 kroner eller 3.999 kroner eller 4.399 kroner eller 4.599 kroner eller 4.799 kroner eller 5.399 kroner eller 5.599 kroner eller 6.399 kroner eller 6.999 kroner eller 8.399 kr eller 9.499 kr

Hele 16 forskellige priser er der på en iPad.

Er det da helt kørt af sporet hos Apple? Lige nu er der fem forskellige modeller af iPaden til salg i Apple Store. Alle kommer med eller uden mobildataadgang og flere af dem i forskellige størrelser lagerplads - og farver. Det er vist det man kalder en jungle. Fuldstændigt uoverskueligt for den almindelige forbruger. Måske det var på tide at ryde lidt op i sortimentet?

61 forskellige iPads er et logistisk mareridt

Eller også er der en mening med galskaben. Man kan jo argumentere for, at der er noget for enhver pengepung inden for få hundrede kroner, og at jo flere valgmuligheder desto bedre. Det er der givetvis en vis sandhed i, men det er en hårfin balance, der nemt kan kamme over. Ikke mindst for Apple selv der, når vi tager farverne i betragtning, har hele 61 forskellige iPads at holde styr på. At hver og en af dem så sælger bedre end de andre producenters er en anden sag, men logistisk er det ikke nemt at holde styr på 61 forskellige iPads.

Man kunne nemt få den tanke, at det er ren panik fra Apples side. Salget af iPads er faldet de seneste otte kvartaller i træk, så måske er de mange iPads Apples forsøg på at svare igen. Ved at skyde med spredehagl, rammer man jo ofte et eller andet. Men falder Apple ikke i samme hul som alle de andre, når de tror at flere valg er bedre en færre valg?

Er det gået for vidt?

Når et spørgsmål som: "Hvad er forskellen på en iPad mini og en iPad mini 3 - de ser jo ens ud?" ikke kan besvares uden at nærstudere specifikationslisten, så er vi gået for vidt.

Vi vil ikke have mange valg, vi vil bare have det bedste. Hvad blev der er "Apple ved bedst"-filosofien? En producent der har 61 forskellige iPads at vælge mellem signalerer i hvert fald ikke, at fokus ligger på at levere det bedste og lade alt andet ligge.

Artiklen er opdateret i januar 2016.