I sidste uge skrev om tre af de bedste dual screen-spil til Apple TV og i dag følger vi trop med tre mere. Lige som i sidste uge har vi fundet et racerspil et flyspil og et skydespil - så der er lidt for enhver smag.

Dual screen-spil er spi man kører på sin iPhone eller iPad, men via AirPlay fås vist på sit TV. Det kan man gøre med alle spil via skærmspejling, men med lige præcis dual screen-spil er det noget andet, fordi de er specielt designet til det. Det betyder at hele TV-skærmen bliver udnyttet - ingen sorte striber i siderne - og at iOS-enhedens skærm frigives til noget andet end selve spillet, der nu afvikles på fjernsynet.

Der findes desværre ikke ret mange titler, hvilket er synd og skam fordelene taget i betragtning. Vi har surfet App Store tynd og fundet de bedste af disse såkaldte dual-screen spil. De første tre præsenterede vi som sagt i sidste uge. I dag tager vi så tre mere og slutter af i næste uge med de sidste.

Bemærk af dual screen kun virker på minimum iPhone 4S, iPad 2, iPad mini og iPod touch 5. generation. Har du en nyere enhed virker det selvfølgelig også.

Sky Gamblers: Rise of Glory

Sky Gamblers foregår i flyvemaskinernes barndom under 1. Verdenskrig. Man kan vælge mellem en lang række klassiske flyvemaskiner og vælge både luft-til-luft- og luft-til-jord-missioner. Der er masser af missioner og det bliver aldrig kedeligt. I modsætning til sidste uges hæsblæsende MetalStorm, har Sky Gamblers nemlig noget mere dybde og variation, og er mere realistisk - dog uden at blive en decideret simulator.

Spillet fungerer fint over AirPlay og iPaden fungerer glimrende som kombineret controller og instrumentbræt

Man kan næsten godt tilladelse sig at kalde Sky Gamblers: Rise of Glory for en nyklassiker og et comeback til genren.

Real Racing 2

Klassisk racerbilspil der næppe behøver yderligere introduktion. Der findes faktisk en 3'er af spillet, men det understøtter desværre ikke dual screen.

Real Racing 2 er måske det bedste dual screen-spil over hovedet. Et klart must have. Sprudlende lækker grafik, der bare drøner derudaf. Ingen forsinkelser i streamningen og hele tiden med høj framerate. Teknisk meget højt niveau.

iPad-skærmen bruges til at vise et lille oversigtkort over banen samt diverse statistik som position, hastighed og rundenummer.

N.O.V.A. 3

Et af de fedeste spil til iOS. Et first person shooter-spil med fænomenal grafik, der nærmer sig konsolkvalitet på visse områder. Spillet er inddelt i 10 baner med et varieret gameplay. Der bydes på multiplayer-spil med op til 12 samtidige spillere.

Det kører nogenlunde via AirPlay men framerate kunne godt have været bedre i de intense dueller - i hvert fald på min lidt ældre iPad. Som med alle de andre spil, fungerer iPhonen/iPaden som controller, mens spillet foregår på TV'et.

Er man helt ny inden for genren, er N.O.V.A 3 et rigtigt godt sted af starte, da spillet er blandt de aller flotteste rent grafisk i App Store.

Husk at læse med, når vi kommer med næste del i serien.