
Ifølge Reuters var Apples nuværende topchef, Tim Cook, modstander af af Apple skulle sagsøge Samsung for at kopiere Apples iPhone. Dermed var hans mening stik modsat af den tidligere chef, Steve Jobs'. Jobs mente at Samsung skulle sagsøges koste hvad det ville, da han mente at Samsung havde stjålet fra Apple.
Cooks modstand mod en retssag skyldes, at han var bekymret for sikkerheden i Apples logistikkæde, hvor Samsung var storleverandør af komponenter. Apple købte årligt for omkring 45 milliarder kroner hos Samsung. Cook mente at en retssag ville gøre det vanskeligere for Apple at skaffe de nødvendige komponenter til den rigtige pris.
I sidste ende trumfede Jobs dog sin mening igennem. Han mente, at Samsung udnyttede, at deres rolle som storleverandør til Apple, ville sikre dem mod sagsanlæg fra Apples side. Det var med andre ord en styrkekamp mellem de to giganter. Som bekendt endte det med at Samsung blev sagsøgt - og tabte stort. Samtidig har Apple arbejdet hårdt på at gøre sig fri af Samsung, og målet er uden tvivl at Apple fremover ikke vil lægge så meget som en bøjet dollar i Samsungs kasse. Dermed signalerer Apple også, at bare fordi man er storleverandør til Apple, skal man ikke tro at man kan slippe afsted med hvad som helst.
Cook har, efter han overtog posten som Apples øverste, arbejdet ihærdigt på at få lukket mange af de retssager, som blev åbnet under Jobs. Apple har under Cooks ledelse indgået forlig med en del selskaber, dog ikke Samsung, der konsekvent har nægtet alle Apples forsøg på at indgå forlig.
Du kan læse mere om baggrunden for Samsungs modvilje til at indgå forlig her.
Scroll ned for at se kommentarer
Cook er en tøs, der kun vil sikre sig selv størst mulig lønning. Der er ingen kamp i ham og ingen nye ideer. Siden han kom til roret er der jo ikke sket andet end Apple har tabt terræn.
@Mads
Alle der kender Cook siger, at han ikke er i det for pengene. Manden er arbejdsnarkoman og burde, hvis han skulle følg sund fornuft, sige op og nyde resten af livet på en sydhavsø med sine mange milliarder. Det interesserer dog ikke Cook, der elsker sit job.
Cook er ikke ansat til at få ideer, men til at styre butikken. Det var han under Jobs, og det er han stadig. Der er ingen forskel på hans opgave nu ift. tidligere. Også under Jobs var det i praksis Cook, der havde den daglige ledelse. Hvis folk tror at Cook ikke er blandt verdens absolut bedste til sit job, så tager de alvorligt fejl. Cook har lige så stor andel i Apples succes de sidste 10 år som Jobs har. Jobs som den kreative chef og Cook som den lynende intelligente forretningsmand. Uden Cooks evner for at drive forretning, havde Jobs ikke haft råd til alle hans skøre ideer. Cook gav Jobs den økonomiske sikkerhed der giver rum for fritænkning.
Derfor giver det heller ingen mening at sige at Apple har tabt terræn under Cook. Apple aldrig tjent flere penge end nu. Aldrig solgt flere iPhones og iPads end nu. Apples aktiekurs har (trods fald på det seneste) aldrig været højere end under Cook. Hvori det tabte terræn består er meget svært at se. Det er urimeligt at forvente at Apple kan revolutionere en ny branche hver andet år. Havde Apple aldrig lanceret iPhonen havde de traditionelle Mac-brugere sikket været godt tilfreds alligevel.
Cook er fuldt ud klar over, at han ikke er den kreative type, og efter lidt indledende famlen efter Jobs's død, har Cook udstukket en klar strategi for fremtiden. Her har Jonathan Ive overtaget rollen som den kreative mentor. Læs evt. mere her: http://imacguide.dk/nyheder/jonathan-ive-er-apples-nye-kreative-mentor/
Mit gæt er, at 2013 bliver året, hvor Cooks omrokering slår igennem og vi får at se hvad Ive kan på egen hånd. Alt hvad vi har set fra Apple siden Jobs død var allerede i pipelinen fra Jobs' tid. Det tager tid at udvikle ting, og vi har formodentligt endnu til gode at se noget, der helt og holdent er udviklet efter Jobs' død. Det er med andre ord alt for tidligt at bedømme, om Apple under Cooks ledelse er kreative nok.