Apple har netop afholdt deres årlige generalforsamling og aktionærmøde, skriver cnbc. Modsat tidligere år, har der i år været en del dramatik omkring mødet. På forhånd havde en dommer afgjort, at et af Apples forslag ikke måtte komme til afstemning. Forslaget var stillet af Apple som reaktion på en retssag fra en storaktionær, der er utilfreds med at Apple ikke betaler flere penge til aktionærerne i stedet for at spare dem op. Dommeren var kommet frem til, at Apples forslag burde være delt i tre separate forsalg, frem for en samlet pakke. Det kom defor ikke til afstemning.

To andre forslag blev nedstemt af aktionærerne. Det ene var et forslag om, at Apples ledelse skulle beholde mindst 33% af deres aktiebonus så længe de var i virksomheden. Det andet var et forslag om at lave et bestyrelsesudvalg angående menneskerettigheder.

Det mest interessante kom dog, da Cook forklarede aktionærerne, at de skulle have fokus på den langsigtede investering og at Apple arbejder på "nye kategorier" af produkter, som han dog ikke ønskede at uddybe yderligere.

"Vi kigger selvfølgelig på nye kategorier - vi taler ikke om dem, men vi kigger på dem", fortalte Cook.

Det er måske det første officielle tegn på, at Apple arbejder på mindst et nyt produkt, der ikke falder ind i de nuværende kategorier for Mac, iOs eller iPod. Om det så er et smart ur et fjernsyn eller noget helt tredje, vil kun tiden vise.

Nu har Cook i hvert fald stillet aktionærerne i udsigt, at der er noget nyt og spændende på vej.