Den endelige specifikation for næste generation Bluetooth, Bluetooth 5, er nu klar. Det betyder at producenterne kan begynde at bygge teknologien ind i deres produkter. Bluetooth 5 byder på en række forbedringer i forhold til det vi kender i dag. Det drejer sig om længere rækkevidde, og hurtigere overførselshastighed med mere.

Rækkevidden bliver med Bluetooth 5 fire gange så stor som tidligere, så forbundne enheder kan være længere væk fra hinanden uden at miste forbindelsen. Data bliver overført op til dobbelt så hurtigt som tidligere. Disse ting betyder at Bluetooth nu kan bruges til at dække hele hjem og erhvervsbygninger.

Af andre forbedringer kan nævnes, at Bluetooth nu er mindre påvirkelig af forstyrrelser fra andre trådløse teknologien og at kapaciteten på dataoverførsel er otte gange højere end forgængeren.

De første enheder med Bluetooth 5 vil være på markedet om 2-6 måneder oplyser Bluetooth Special Interest Group, der står bag standarden, på deres hjemmeside.

Det betyder formodentligt at alle Apple-enheder lanceret fra nu af, vil have Bluetooth 5, der selvfølgelig ger bagudkompatibelt med tidligere udgaver af Bluetooth. Man vil derfor stadig kunne benytte sine gamle Bluetooth-produkter sammen med Bluetooth 5. Man får bare ikke de nye fordele.