Bliver mobilsnak på flyet tilladt, bliver det forbudt

For lidt under en måned siden skrev vi, at de amerikanske telemyndigheder mener, at der rent sikkerhedsmæssigt ikke er noget i vejen for at tale i telefon under en flyvetur, og at de derfor ville overveje at gøre det tilladt.
Nu meddeler det amerikanske transportministerium dog, at de ifald det bliver tilladt, nok vil forbyde det, skriver Politico. Ikke af sikkerhedsgrunde, men fordi de mener, at der ikke skal være mobilknævren, når man flyver. Hvorfor dette spørgsmål ikke afgøres af de enkelte flyselskaber, melder historien intet om.
For os europæere er det relevant fordi, de amerikanske retningslinjer formodentligt med tiden smitter af på de regler EU har. I øjeblikket er det kun tilladt at anvende eksempelvis sin iPhone på flyveturen, hvis den er i flymode.