Noget tyder på, at den næste generation iPhone, lad os bare kalde den iPhone 5, har antennen placeret et andet sted end i den nuværende iPhone 4. Dette er interessant fordi, at der i sommer var megen blæst omkring iPhone 4's signalproblemer, der skyldes en uhensigtsmæssig placering af antennen, der gjorde, at håndfladen reducerede signalet, når man holdt den på en bestemt måde.

Som sagt tyder noget på, at der bliver rettet op på det i iPhone 5. Ovenstående billeder viser, hvad der hævdes at være metalrammen fra iPhone 4. Som man kan se, er det snit i rammen der findes øverst på iPhone 4 væk (billedet længst til venstre). Til gengæld er der kommet to nye snit på hver side af rammen (de to billeder længst til højre). Det betyder, at rammen der før var inddelt i tre stykker, nu er inddelt i fire stykker. Da rammen jo er en del af antennen, kan det kun betyde, at iPhone 5 får nyt antennedesign.

Antenne i topstykket

Et umiddelbart gæt ville være, at antennen blev flyttet fra bundstykket til topstykket, hvor hånden ikke på samme måde vil dække. Til gengæld vil antennen så komme tættere på hovedet, hvilket har betydning i forhold til strålingen. Netop strålingen var den oprindelige årsag til, at antennen havnede i bunden, længst væk fra hovedet. Der er nemlig visse krav til, hvor meget stråling der må afgives til hovedet. Hvis en telefon skal godkendes af den amerikanske kontrolmyndighed FCC, skal strålingen, der altså måles i toppen, være under et givent niveau. Problemet er, at den amerikanske myndighed der tester mobiltelefoner (FCC), ikke stiller nogen krav om at telefonen skal holdes i hånden. Eneste krav når de måler på signalstyrke og afgivelsen af stråling er, at mobiltelefonen er tæt på hovedet. Designet af antenne på en mobiltelefon er derfor konstrueret til at leve op til FCCs krav, og ikke til at levere en effektiv transmission, når den bliver holdt i hånden af et menneske. Håndens påvirkning er med andre ord slet ikke en del af specifikationerne og bliver det derfor heller ikke i forhold til designet af antennen. Man kan med andre ord sagtens opnå godkendelse af en telefon, hvor signalet forsvinder i hånden, så længe det ikke havner i hovedet.

RFID-læser i bundstykket?

Nu tyder noget altså på, at Apple er blevet klogere og har fundet en løsning på problemet, uden at gå på kompromis med det lækre design fra iPhone 4. Simpelthen ved at rykke lidt rundt på antennen. Nu ved jeg ikke så meget om antenneteknik, men kunne man forestille sig, at der var to antenner i iPhonen, en i hver side, og at den automatisk valgte den side, hvor signalet var stærkest, alt efter hvilken hånd man holdt telefonen i? Siden metalrammen er delt i fire og ikke tre, må der næsten være kommet en ny antenne. En mulighed kunne også være, at bunddelen nu fungerer som antenne for en RFID-læser.

Der er selvfølgelig også den mulighed, at delene på billederne er falske. Apple har dog i går aftes (dansk tid) bedt YouTube fjerne en video, der viste selvsamme dele, med den begrundelse, at de overtrådte Apples rettigheder. Med mindre at delene faktisk tilhører Apple, er det jo ikke noget som Apple kan blande sig i, så vi kan nok godt regne med, at delene er ægte nok (og at Apple er godt gale i skralden over at være blevet afsløret). At delene er ægte, er dog ikke ensbetydende med, at de er fra en kommende iPhone 5. De kunne også være en forkastet prototype til iPhone 4. Dog er det selvfølgelig påfaldende, at de dukker op nu, netop hvor iPhone 5 er ved at blive sat i produktion.

Scroll ned for at se kommentarer

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos fordi din iPhone går i stykker? Sørg for at tage backup nu! Onlime tilbyder ubegrænset backup af alle dine enheder i skyen.