Besked-appen på iPhonen ramt af meget mærkelig fejl

En meget underlig fejl har ramt iPhone-brugere og fået en del opmærksomhed de seneste par dage. Sender man en bestemt besked til folk med iPhones, vil deres telefon crashe. Den er god nok. Ved at sende en besked til folk med en iPhone, kan man få deres telefon til at crashe. Det er ret foruroligende, og man må gå ud fra, at Apple snart får det fikset.
Andre apps som Twitter, Snapchat, WhatsApp etc. er også ramt. Det skriver The Guardian. Da problemet ikke er relateret til selve besked-appen i sig selv, men den banner-notifikation, der bliver vist, vil andre apps, der viser samme notifikation også være berørt.
Det betyder, at hvis man har slået notifikation til for Twitter, så vil ens iPhone crashe, hvis man modtager en Twitter-besked med den pågældende tekst. Tilsvarende for andre chat-apps.
Det mest interessante er, at den besked der udløser crashet, skal indeholde en helt bestemt kombination af symboler og arabiske tegn. Noget der absolut ikke giver nogen mening at sende - heller ikke for arabere. Det interessante er, hvordan det er blevet opdaget. Sandsynligheden for at nogen ved et tilfælde får skriblet denne specifikke kombination af symboler og arabiske bogstaver sammen er lig nul. Nogen må næsten have vidst besked.
Det der helt præcist sker er, at den proces der viser en ny besked på et notifikationsbanner crasher på grund af kombinationen af tegn, som den åbenbart ikke forstår. Det får telefonen til at genstarte. Problemet skal kunne spores helt tilbage til iOS 6.
Og den eksakte besked? Den får du ikke, for vi skal nødig sætte gang i en bølge af beskeder der får folks telefoner til at crashe.
Skulle du være så uheldig at være ramt af problemet, kan du løse det ved at sende en besked til dig selv. Brug eksempelvis Siri, hvis Besked-appen crasher. Den nye besked, fjerner den gamle skadelige besked fra oversigten og løser problemet.
Apple skulle være i gang med at finde en løsning. Opdatering: Apple er nu klar med en midlertidig løsning