Apple er som bekendt begyndt at tilbyde 1.080p video i iTunes Store. Noget der ikke understøttes af den nuværende Apple TV, men kun af 3. generation, som Apple lancerer i denne uge. En opløsning på 1.080p betyder mere en dobbelt så mange pixels per billede sammenlignet med en 720p. Derved skulle man også tro, at filstørrelsen og downloadtiden også ville blive fordoblet. Men sådan er det ikke. Apple har nemlig ændret på kodningen af de originale videofiler, således at den er mere effektiv

Generelt er filstørrelsen af film i iTunes Store øget med 15-25%, hvis man sammenligner 720p med 1.080p. Det betyder selvfølgelig også, at kvalitetsforbedringen ikke bliver nær så stor, som den elles ville ved at gå op i opløsning. Reduktion i filstørrelse kan jo i princippet kun komme et sted fra. Når man bortkaster information, falder kvaliteten. Man skal altså ikke forvente et dobbelt så detaljeret billede med 1.080p. Det vil "kun" være de 15-25% bedre som filstørrelsen er øget med. Det er klart at man ikke kan øge kvaliteten med 100%, hvis man kun øger den tilgængelige information med 20%. Det betyder også, at relativt set, har Apple øger komprimerings-graden i de ny 1.080p-film.

Entydig fokusering på opløsningen

Problemet er, at Apple (og alle andre) entydigt fokuserer på opløsningen. Bitraten, det vil sige hvor meget billedinformation der er til rådighed, er mindst lige så relevant. Man kan derfor sagtens forestille sig, at en BluRay-film i 720p har et betydeligt bedre billede end en 1.80p video fra iTunes Store. Simpelthen fordi de enkelte billeder, trods lavere opløsning, beskrives mere detaljeret. Vi kender den samme problematik fra musikkens verden, hvor der også er stor forskel på en 256 kbps-fil fra iTunes Store og et lossless (tabsfrit) rip fra en CD.

Heldigvis er dette jo kun relevant, for de film man køber eller lejer i iTunes Store. Hvis man selv ripper sine skiver, kan man gøre det i præcis den kvalitet, man måtte ønske.

Hvis man selv vil se forskellen på iTunes-kvalitet og BluRay, skal man finde en skive, der har begge versioner inkluderet. Der findes en del BluRay-medier, hvor der ud over selve filmen er en ekstra iTunes-kopi, så man slipper for selv at rippe.

Scroll ned for at se kommentarer