Apples nye signalpindeberegning i detaljer

I går frigav Apple en opdatering til iOS4, der ændrer den måde, antallet af signalpinde beregnes på. Anandtech har tidligere undersøgt de faktisk tal i dæmpningen af signalet bag signalpindene i iOS 4 og har gjort det i gen i iOS 4.0.1. Resultatet kan ses på billedet øverst.
Som det kan ses, har Apple ændret drastisk på beregningsmetoden. Det eneste der er identisk før og efter er overgangen fra 1 til 2 pinde, der sker ved -107 dB. Uden at gå nærmere i detaljer, er det helt tydeligt, at den nye beregningsmetode virker mere "korrekt", idet bredden på de enkelte signalpinde, i hvert fald de tre midterste, er lige stor. For eksempel ville en dæmpning på 90 dB før have vist 5 pinde, mens det nu viser 3 pinde. Den visuelle opløsning af signalstyrken er altså blevet bedre. Førhen var der kun 16 dB mellem 1 og 5 pinde, nu er der 31 dB.
Den nye beregningsmetode er meget mere konservativ og vil stort set altid vise et lavere signal end den gamle beregningsmetode, hvor 5 pinde allerede blev nået ved -91 dB. Folk vil med andre ord umiddelbart opfatte opdateringen som værende negativ, da man vil se færre pinde, end man er vandt til.
Det er dog vigtigt at understrege, at opdateringen ikke ændrer på det rigtige og underliggende signal, der hverken vil være ringere eller bedre efter opdateringen. Der er alene den visuelle fremstilling af signalstyrken, der er ændret.
En enkelt ting man også skal bide mærke i er, at Apple har sænket grænsen fra 0 til 1 pind fra -113 dB til -121 dB, hvilket altså indikerer, at iPhonen kan opretholde et brugbar signal ved meget lavere signalstyrke end hidtil. Apple har da også hele tiden sagt, at iPhone 4 kunne fange et svagere signal end iPhone 3GS, noget som Anandtech også har bekræftet.