Apples kommende musiktjeneste vil byde på flere muligheder end konkurrenternes

Under omtalen af Googles nye skybaserede musikservice spekulerede jeg i går over, om mon ikke Apples løsning ville kunne noget mere eller andet end den Google (og tidligere Amazon) har præsenteret. Hverken Google eller Amazon har nemlig lavet nogle aftaler med pladeselskaberne. Det har Apple. Hvis en aftale ikke er nødvendig for den basale service som de to tilbyder, kan det næsten kun betyde, at Apple har mere i posen er min filosofi. Ellers var der ingen grund til at indgå nogle aftaler.
Det bekræfter en kilde i musikbranchen nu ifølge cnet også: "Siden ingen af selskaberne (Amazon og Google red.) har været i stand til eller været villige til at få licenser fra de fire store pladeselskaber, kan ingen af dem tilbyde den samme palet af muligheder som Apple vil kunne.", udtaler vedkommende, uden dog at ville specificere hvilke muligheder han tænker på. Det vi hidtil har set har været rene opbevaringskasser for ens allerede købte musik, som man selv skulle uploade til skyen. Apples løsning må meget gerne være meget mere aktiv og innovativ. Apple er verdens største forhandler af musik, så mon ikke også det betyder, at de kan få strikket nogle specielle løsninger sammen, der kommer alle os andre til gode?
Musikindustrien håber på, at deres aftaler med Apple vil være en løftestang for aftaler med de to andre. Pladeselskaberne håber på, at Apple allerede om en måneds tid vil præsentere planerne for deres musikservice på WWDC-konferencen. Der er på WWDC at Apple traditionelt har præsenteret nye iPhones og lanceret større opdateringer af iOS.