I den senere tid i takt med at markedet for iPhones og iPads er blevet modent og udviklingen derfor går noget langsommere, hører man jævnligt påstanden om at Apple har mistet evnen til at være innovative.

Kigger man på Apples udgifter til udvikling og forskning falder den påstand dog til jorden med et brag. I hvert fald har Apple aldrig brugt så mange peng på udvikling som de gør lige nu. Nye tal peger på at Apple for første gang passerer $10 milliarder i udviklingsomkostninger på et enkelt år. Det er 30% mere end sidste år, og generelt er beløbet steget helt enorm de sidste 10 år. Tallene stammer fra analytikeren Neil Cybart.

Forud for lanceringen af iPhonen, Apples måske mest innovative produkt nogensinde, brugte Apple "kun" $1 milliard på udvikling. Tallet i år er altså 10 gange så stort som da iPhonen blev udviklet.

Det indikerer at Apple har store planer. Man brænder ikke $10 milliarder af om året på udviklingen af ny remme til Apple Watch eller et nyt iPad-kamera. Det store beløb svarer faktisk til at Apple bruger 180 millioner kroner om dagen på udvikling.

Neil Cybart mener at Apple lige nu er i gang med at udvikle det produkt der på lang sigt skal være Apples omdrejningspunkt og sikre indtjeningen, hvis eller når iPhonen ikke længere rækker. I dag står iPhonen for to tredjedele af Apples samlede indtjening. Der arbejdes derfor på højttryk for at have et nyt produkt klar, når tiderne skifter. Cybart mener at det produkt er en bil. Grunden til at Apple har mere end fordoblet deres udviklingsomkostninger inden for de sidste 3-4 år er ganske enkelt, at de er ved at udvikle en bil - og at det ikke er billigt. Så sent som i dag er det kommet frem, at Apple har investeret $1 milliard i et kinesisk delebilsprojekt ala Uber.

Analytikeren vurderer ag Apple allerede har hældt i hvert fald et par milliarder dollars i bilprojektet, der går under kodenavnet Titan. I årene fremover vil Apples udviklingsomkostninger, i takt med at Titan for alvor rykker, stige til $14 milliarder om året, mener Cybart.

Han noterer også at Titan ikke bare er et projekt ala et Apple-fjernsyn som cirkulerer på tegnebrættet i Apples udviklingsafdeling i nogle år, men at Titan er Apples langsigtede mål for hvilken virksomhed Apple skal være i fremtiden.

Apple har ikke selv officielt bekræftet at de er ved at udvikle en bil, men rygterne og indikationerne er så massive, at det ville være en overraskelse, hvis ikke det har noget på sig. Meldingerne er at bilen skal være klar til lancering i 2020.