Apples kommende datacenter ved Viborg, bliver det mest ambitiøse, når det handler om at sikre så lav en miljøpåvirkning som muligt.

I ligehed med alle Apples andre datacente vil det komme til at køre på 100% fornybar energi. Det kunne være vindenergi, solenergi eller vandenergi fra de norske fjelde.

Ikke nok med det, så bliver det drevet efter en dobbeltgrøn proces, hvor spildvarmen bliver brugt til varme i Viborgs fjernvarmenet.

Det betyder i princippet, at hver gang vi sender en iMessage, streamer en sang fra iTunes Store eller kigger på Apples kort, så stiger varmen i Viborg.

Varmen stammer fra den energi, der bliver brugt til at holde datacenteret køligt. Stort set på samme måde som når ens køleskab bliver varmt uden på, for at holde det koldt indeni. Via nogle varmevekslere, kan man afsætte varmen i fjernvarmesystemet fremfor at lade den komme de lokale gråspurve til gode.

På den måde bliver den grønne energi, der i forvejen er helt klimaneutral, faktisk brugt to gange. Første gang til at holde Apples datacenter kørende, og anden gang til at holde radiatorerne i Viborg og omegn varme. På den måde nedsætter man behovet for andre energikilder i varmeforsyningen.

Datacenteret kommer til at levere så meget varme, at det mere end dækker varmebehovet i Viborgs fjernvarme.

Danmark er internationalt førende på fjernvarme. To ud af tre hjem har adgang til fjernvarme, og at kunne udnytte spildvarmen på den måde, har helt afgjort spillet en rolle for Apples placering af det nye datacenter i Danmark.

Scroll ned for at se kommentarer