Daring Fireballs John Gruber, der har været i Apple-verdenen i mange år, tror at guldudgaven af Apple Watch kan komme til at koste minimum $10.000 svarende til omkring 65.000 kroner. Den dyreste udgave kan løbe helt op i $20.000, mener han.

Sidste år gættede Gruber ellers på $5.000, ud fra hvad han selv anså for rimeligt. Han var dog lidt usikker på, om det var for højt sat, og forhørte sig lidt i branchen. De svar han fik, gjorde det tydeligt, at $5.000 på ingen måde var for meget for et guldur. Tværtimod var det alt for lavt. Blandt de potentielle kunder er $10.000 ikke en skræmmende pris - $20.000 for den sags skyld heller ikke. Vi er under alle omstændigheder i et leje, hvor prisen ikke spiller den store rolle.

For alle os andre lyder det selvfølgelig vanvittigt, at Apple skulle begynde at sælge et ur til $10.000, fordi det ligger så langt fra, hvad Apple ellers tager for deres ting. Men på den anden side, så er det altså et marked for ure til den pris, og hvorfor skulle Apple dog ikke gå efter det, hvis de kan? Det handler ikke om urets produktionsværdi - det handler udelukkende om signalværdien. Hvis nogle folk vil betale $10.000 for et Apple Watch i guld, så er prisen rigtig.

Det er selvfølgelig alt sammen spekulationer. Det eneste vi med sikkerhed ved er, at priserne starter ved $349, og at uret kommer i handlen til april.

Scroll ned for at se kommentarer