Apple vil købe virksomhed bag selvkørende shuttle-bus

Apple skulle være interesseret i at købe en virksomhed der arbejder med selvkørende biler. Ikke så meget for teknologien som de ansatte.
Apple skulle være ved at købe virksomheden Drive.ai, der driver en form for shuttle-bus baseret på selvkørende biler i udvalgte byer i Texas. Noget som virksomheden har haft en del udfordringer med, hvorfor de åbent har ledt efter en køber. Det skriver The Information.
Og en køber skulle netop være fundet i Apple, der dog primært er interesseret i Drive.ai’s ansatte og ikke så meget i deres teknologi. Omkring 50-60 ingeniører skulle med handlen skifte til Apple, hvor de skal indgå i Apples bestræbelser på at udvikle enten en selvkørende bil eller en softwareplatform til denne.
Drive.ai blev startet i 2015 af en gruppe folk fra Stanford University og hører hjemme i Mountain View i Californien.