Apple vil købe Intels modemafdeling

Flere hundrede modemingeniører og -patenter skulle være på vej til Apple, der vil købe afdeling hos Intel.
Ifølge nye informationer er Apple i dialog med Intel om at købe Intels tyske afdeling der udvikler modemchips. Dette inkluderer en portefølje af relevante patenter og flere hundrede ingeniører. Det skriver The Information.
Apple har afvist at kommentere på hvad de kalder spekulation, men ideen med købet skulle være at Apple hurtigere får udviklet de modemchips, de er i gang med. Apple har tidligere sagt at de tidligst er klar med egne modemchips i 2025. Et køb af Intels modemafdeling burde speede det gevaldigt op. Intel har tidligere meddelt at de ikke selv vil udvikle 5G-chips, hvilket er årsagen til at afdelingen er til salg i første omgang.
Intels modemafdeling er i øvrigt baseret på virksomheden Infineon, som Intel selv købte i 2011.