Apple-varemærket dækker nu også over ure og smykker

Sidste sommer registrerede Apple varemærket "iWatch" i en lang række lande. Typisk blev det registreret i to kategorier omhandlende "Computere og tilbehør" og "Smykker og ure". En meget kraftig indikation på at Apple rent faktisk har planer om at lancere et smartur.
Nu har MacRumors fundet ud af, at Apple også har udvidet Apple-varemærket til også at dække smykker og ure, hvor det tidligere kun dækkede computere, musikafspillere etc.
Internationalt har man indført 45 forskellige uafhængige varemærkekategorier. Det betyder at en virksomhed kan have varemærket "Apple" når det handler om computere og en anden når det handler om eksempelvis tøj eller smykker. Et varemærke er altså ikke gældende universelt, men kun i givne kategorier. Apple ville derfor ikke kunne forhindre andre i at lave et selskab kaldet Apple og begynde at sælge smykker. Ikke før nu, hvor Apple altså i nogle lande har udvidet Apple-varemærket til også at dække en lang række forskellige smykker og ure.
Apples træk er en understregning af, at der er noget i gære. Rygterne har været i gang længe, men hidtil har vi ikke et eneste lækket billede fra produktionen eller andet der kan indikere at rygterne taler sandt. Det mest konkrete er faktisk Apples varemærkeregistreringer.
I Danmark er der blevet ansøgt om iWatch-varemærke den 19. marts i år i den kategori der dækker ure og smykker at et firma kaldet "Brightflash USA". Den foreløbige afgørelse er at ansøgningen er afvist, da varemærket ligger for tæt på et eksisterende varemærke samt at ansøgningen er for upræcis. Det samme er sket i USA, hvor den endelige godkendelse også er blevet udsat. "Brightflash USA" er formodentligt et selskab hvis eneste forretningside er at registrere varemærker som de så forsøger at sælge rettighederne til når de får nys om nye produkter.