Apple tester forskellige opladningsmetoder til iWatch

Apple arbejder i øjebliket på at teste forskellige opladningsmetoder til det kommende iWatch, skriver The New York Times. Det der står øverst på Apples liste er trådløs opladning eller induktion, som man kender det fra eksempelvis elektriske tandbørster eller nogle af Nokias telefoner. Opladningen sker ved at man placerer enheden, der skal oplades, på en plade, der via et magnetfelt oplader enheden.
Af andre muligheder tester Apple også opladning via solceller og kinetisk energi, det sidste er opladning ved hjælp af de armbevægelser, man laver i løbet af dagen. Avisen noter at begge dele er årevis fra at blive til virkelighed. Umiddelbart lyder det dog underligt, da begge dele er gammelkendt teknologi i armbåndsure fra for eksempel Citizen og Seiko.
Netop batteritiden er et af nøgleproblemerne, som Apple skal have løst før iWatch kan komme på markedet. Måske endda det helt afgørende springende punkt for om vi overhovedet nogensinde får et iWatch. For at fungerer i praksis skal batteriet i et ur kunne holde i adskillige dage mellem hver opladning, da det ellers ikke giver mening. Det er meget svært at opnå i så lille enhed, hvis den har en stor skærm, der konstant skal være tændt. Det er netop derfor, Apple i øjeblikket undersøge alternative muligheder for opladning i løbet af dagen som solceller eller kinetisk energi. Begge dele vil være medvirkende til at uret holder lidt længere på en opladning, selvom de ikke i sig selv kan holde uret kørende evigt.