De trofaste læsere ved, at Telia har modtaget mange hug siden det blev kendt, at de skulle forhandle iPhone 3G i Danmark. Nu lader det dog til, at Telia bare lægger navn til mens det i virkeligheden er Apple der styrer indholdet i markedsføringen.

Drøje hug til Telia
Jeg har ad flere omgange været efter Telia. I første omgang på grund af deres tilbageholdenhed med hensyn til at oplyse priserne på iPhone 3G og abonnementer og senere for deres fejlbehæftede og selvmodsigende hjemmeside. Senest har min anke gået på deres konkurrence, hvor man til at starte med kunne vinde en iPhone 3G. Efter et indlæg, hvor jeg gjorde opmærksom på, at konkurrencen var på kant med markedsføringsloven blev konkurrencen udskudt og præmien nu ændret så den i stedet for en iPhone var "retten til at springe køen over, og have muligheden for at købe den nye iPhone 3G - før alle andre!". Dette mener jeg stadig er på kant med markedsføringsloven, hvilket jeg også har gjort Telia opmærksom på.

Telia mener ikke at konkurrencen er på kant med markedsføringsloven
Telia mener dog ikke, at konkurrencen i sin nuværende form er på kant med markedsføringsloven. Deres jurister har været i kontakt med Forbrugerstyrelsens jurister som, ifølge Telia, har sagt god for konkurrencen som den er nu, dvs. at man vinder retten til at købe et ikke prisfastsat produkt. Telias jurister vil dog kigge på konkurrencen endnu engang i løbet af i morgen og evt. trække den tilbage, hvis det viser sig at de alligevel mener, at den er på kant med markedsføringsloven.

Apple godkender Telias iPhone 3G-markedsføring
Det lader dog til, at det er de forkerte jeg har været efter. Jeg har her til aften snakket med Telias pressechef i Danmark, Rune Fick Hansen. Han siger, at Apple skal godkende hvad der står på Telias hjemmeside omkring iPhone 3G og hvilke informationer omkring iPhonen der i øvrigt kommer ud via pressemeddelelser, hvordan trykte annoncer udformes og lignende. Telias frihedsgrad er meget lille, mener Rune Fick Hansen, og siger at Telia bare kan "bukke og neje" når Apple kommer med en udmelding. Opdatering: Det tyder altså på, at Telia bare kan "bukke og neje" når Apple kommer med en udmelding.

Telia ønsker i bund og grund bare at afholde en konkurrence, hvor de uddeler et par iPhones, men er fanget mellem de danske markedsføringsregler og Apple godkendelse af hvilke informationer der må offentliggøres og hvornår.

Konkurrencebetingelserne godkendes af Apple
Han fortsætter med at fortælle at "Alt hvad vi (Telia red.) siger – og på hvilket tidspunkt vi siger tingene godkendes af TeliaSonera koncernen og af Apple.". Det tyder altså på, at også konkurrencebetingelserne har været til godkendelse hos Apple. Konkurrencen i sin oprindelige udformning var altså formuleret af Apples markedsføringsfolk og da den form for konkurrencer er tilladt i USA røg den altså også uredigeret på den danske hjemmeside. Opdatering: forgående formulering var en misforståelse fra min side. Telias danske pressechef kender ikke indholdet af aftalen mellem Apple og TeliaSonera og har ikke været tilstede på de møder hvor det er blevet drøftet. "Derfor kan jeg ikke sige noget om, hvem der traf hvilken beslutning. Og jeg kan af samme grund ikke sige, om det ene og alene er Apple, TeliaSonera eller begge selskaber, der har besluttet sig for de forskellige ting. Det kan både du og jeg kun spekulere om.", siger Rune Fick Hansen.

Rune Fick Hansen vil dog gerne bekræfte, at det var min henvendelse der fik Telia til at ændre konkurrencens betingelser. "Vi ønsker selvfølgelig ikke at overtræde loven. Derfor ændrede vi betingelserne.", siger han.

Det er måske ikke så overraskende at Apple blander sig - det er Apples vanlige stil. Jeg har da også tidlige fået bekræftet af Telia, at de efter aftale med Apple ikke må udtale sig om priserne. Jeg er dog lidt overrasket over, at Apples grad af bestemmelse går så vidt , at Telia i virkeligheden ikke har et ord at skulle have sagt, specielt når det nu er Telia der lægger navn og hjemmeside til og dermed må tage huggene for alle småfejlene. Underligt er det også, at det ikke er den danske afdeling af Apple der er involveret men den amerikanske. På den anden side viser det også, hvor alvorligt og nidkært Apple vogter over brandet "iPhone". Ingenting bliver overladt til tilfældighederne i de enkelte lande når først Apples markedsføringsmaskine kører.

Intet nyt omkring priser
Min samtale med Rune Fick Hansen, kunne desværre ikke kaste lys over hvornår priserne bliver offentliggjort, men jeg har på fornemmelsen, at der sker indenfor relativt få dage og i hvert fald inden d. 11 juli, hvor iPhone 3G kommer til salg.

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos fordi din iPhone går i stykker? Sørg for at tage backup nu! Onlime tilbyder ubegrænset backup af alle dine enheder i skyen.