I øjeblikket er Apples iTunes Radio og Beats-musikservice kun tilgængelige i nogle ganske få udvalgte lande (USA og Canada). Det giver en frygt for, at den kommende nye musikservice fra Apple, vil være lige så begrænset i udbredelsen. Ifølge rygterne vil dette dog ikke være tilfældet. Apple satser på en bred lancering.

Ifølge Billboard, der citerer russiske aviser, er Apple da også i gang med forhandlinger omkring det russiske marked. Rusland plejer ikke at være blandt de første til at få Apples nye ting, så det indikerer, at der faktisk bliver tale om en bred lancering fra start.

Typisk er det rettighedshaverne i de enkelte lande, der blokerer for Apples planer, og ikke Apple manglende vilje til at blive globale. I praksis skal Apple forhandle aftaler for hvert enkelt land, hvilket specielt for de små lande som Danmark, kan tage noget tid, hvis ikke rettighedshaverne vil gå med på Apples betingelser. Det så vi med lanceringen af iTunes Match, hvor Danmark, Norge og Sverige var blandt de sidste lande, der kom med på vognen.

Ifølge rygterne vil Apple præsentere sin nye musikservice på WWDC-konferencen, der foregår i starten af juni.