Apple har sagsøgt en tidligere ansat for at videregive fortrolige oplysninger om kommende Apple-produkter til et bestemt, men ikke navngivet, medie. Den anklagede er Simon Lancaster, der har arbejdet for Apple i mere end et årti, indtil han sagde op i november 2019 for at skifte til en iværksættervirksomhed. Lancasters motiv for at lække de fortrolige informationer skulle være et ønske fra Lancasters side om at få omtale af sit nye iværksætterprojekt i mediet. Det var det sidste års tid af hans ansættelse, at han lækkede informationer.

Ifølge anklageskriftet, begyndte Lancaster og en journalist på mediet at kommunikere i 2018 omkring muligheden for at lække information. I foråret 2019 skulle Lancaster have bedt journalisten undersøge et kommende Apple-produkt, der kunne give Lancasters iværksættervirksomhed problemer. Aftalen var, skulle Lancaster have fortalt andre, at mediet til gengæld skrev en en historie om hans iværksættervirksomhed.

Project X

I oktober 2019 fortalte Lancaster journalisten, at han havde planer om at forlade Apple og at han ville overgive en række fortrolige informationer, hvis journalisten skrev en artikel om "en Apple-veteran, der efter 12 år forlod Apple for at forsætte i en fantastisk iværksættervirksomhed". Journalisten bad til gengæld om informationer omkring et ikke-annonceret Apple-projekt, som Apple omtaler som "Project X".

Efter indleveringen af sin opsigelse deltog Lancaster til nogle møder hos Apple vedrørende Project X, til trods for at han var blevet bedt om at holde sig væk. Lancaster skulle også have downloadet en række fortrolige dokumenter med det formål at hjælpe sin kommende arbejdsgiver. Nogle dage efter sin fratrædelse hos Apple, ringede Lancaster til journalisten og ønskede tillykke med den gode artikel om Project X.

Detaljer om Apples smartbriller dukkede op sidst i 2019

Lancaster forlod Apple d. 1. november 2019, hvorefter han fik en ledende rolle hos firmaet Arris Composites. Den eneste ukendte part i historien er altså det medie, som Lancaster lækkede informationer til. Det bliver hurtigt lidt spekulativt, men en søgning i Google afgrænset til november 2019 viser umiddelbart, at Bloomberg som det eneste medie bragte en rigtig fin pressemeddelelse omkring Lancasters (i den brede offentligheds ret uinteressante) skifte til Arris. I slutningen af oktober, altså umiddelbart op til Lancasters afsked hos Apple, havde samme medie en artikel med detaljer om Apples kommende smartbriller. Bloomberg har i det hele taget de sidste har år haft en ret velinformeret journalist, der ret tit er spot on og ofte citerer anonyme kilder hos Apple.

Dette er bestemt ikke for at hænge nogen ud. Det handler mere om, at vi nu ved, at et medie i slutningen 2019 havde adgang til beviseligt korrekt informationer om et hemmeligt Apple-projekt. Altså nogle informationer, der er mere end bare rygter i en ellers nærmest endeløs strøm at spekulationer, rygter og gætværk. Umiddelbart er min vurdering, at Project X referer til Apples headset.

Du kan læse hele anklageskriftet i for eksempel Apple Insiders omtale af sagen.

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos eller studierapporter, fordi din Mac går i stykker? Sørg for at få taget backup nu! Onlime giver for en rimelig pris ubegrænset plads i skyen.