Apple har her til aften præsenteret den nye iPhone 4S. iPhonen får samme design og skærm som iPhone 4 og kun nogle få hardware-opgraderinger. For det første får den en dual core A5-processor, der også leverer bedre grafikydelse. Den anden store ting er et bedre kamera, der kan tage billeder i en opløsning på 3.264 gange 2.448 pixels (8 megapixel). Linsen er også kraftigt forbedret, så den lukker mere lys ind og derudover er kameraet bliver hurtige at arbejde med. Sidst men ikke mindst er batteritiden forbedret til 8 timer.

Den aller største hardwaremæssige nyhed er dog, at iPhone 4S er en såkaldt worldphone, der virker på både GSM- og CDMA-netværket. Teknisk en ret stor præstation, men for os danskere og de fleste andre temmeligt ligegyldigt, da vi udelukkende bruger den i det ene netværk.

Rent softwaremæssigt er den store nyhed iOS 5, som jo har været kendt længe. Eneste reelle nyhed er den personlige assistent Siri, der dog kun forstår engelsk, tysk og fransk til at starte med. Alle de andre nyheder har været omtalt tidligere, da betaudgaver af iOS 5 har været ude i et par måneder.

iPhone 4S kommer i tre udgaver 16GB, 32GB og 64GB. Priserne er i USA $199, $299 og $399. Da en 24 måneders binding er påkrævet, kan man ikke overføre priserne til danske forhold.

iPhone 4S lanceres i USA og en halv snes yderligere lande den 14. oktober, mens Danmark og 20 andre lande følger efter den 28. oktober. Det er dermed en noget hurtigere udruldning end vi plejer at være vidne til.

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos fordi din iPhone går i stykker? Sørg for at tage backup nu! Onlime tilbyder ubegrænset backup af alle dine enheder i skyen.