Apple har besluttet at fjerne iPad Pros understøttelse af Apple Pencil til andet end at tegne med. Det er sket i betaudgaverne af iOS 9.3. Tidligere har man ellers kunne bruge Apple Pencil, som man ville bruge en finger. Det vil sige til den generelle navigering i systemet, eller til tekstmarkering etc.

I iOS 9.3 beta har Apple fjernet muligheden for at bruge Apple Pencil til andet end funktionalitet relateret til tegningen. Det vil sige, at man kan bruge den til knapper når man skal vælge tegneredskab og til selve tegningen. Man kan ikke længere bruge det generelt, som man kunne før. Det gå blandt ud over folk, der har brugt den som præcisionsredskab i videoredigering eller til markering af tekst.

Da "fejlen" har eksisteret i alle fire betaudgaver af iOS 9.3, må man forvente at der ikke er tale om en fejl eller bug, men om et bevidst valg fra Apples side. Formodentligt for at markere, at Apple Pencil netop er et tegneredskab og ikke en stylus. Præcist som navnet indikerer. Apple har siden præsentationen af den første iPhone i 2007 gjort det klart, at de ikke bryder sig om styluser.

Apple har givetvis en pointe, og de benytter nu deres ret som designere af systemet til at gennemtrumfe dette: Apple Pencil er et tegneredskab og ikke en stylus.

Spørgsmålet er dog, om det er en god ide at lægge sig ud med de brugere de benytter Apple Pencil som stylus, og nu har vænnet sig til denne arbejdsgang. Havde funktionen ikke været der fra starten, havde ingen løftet en øjenbrun over det. Så havde man accepteret at Apple Pencil var til at tegne med. Noget helt andet er at man fjerner en allerede lanceret funktionalitet. Det virker ugennemtænkt, at det kommer bag på Apple at nogle bruger den til noget andet end Apple havde i tankerne.

Der kan dog være mere i sagen end man umiddelbart kan se nu. Måske er der en mening med galskaben, som Apple vil fortælle om senere.