I mandags gik Apples betalingsløsning, Apple Pay, i luften i USA. Med Apple Pay kan man via NFC-teknologien i telefonen betale med sin iPhone 6 i fysiske butikker. Apple Pay er designet til at virke med eksisterende standard NFC-terminaler, men Apples løsning er alligevel anderledes idet den blandt andet har et helt andet lag af sikkerhed. Blandt andet opgives ens kortnummer ikke ved transaktionen. I stedet udveksles nogle såkaldte tokens, små filer med den nødvendige information. Dette kræver dog, at bankerne er med på ideen, så de kan forstå den information der afsendes fra iPhonen. Det er altså bankens godkendelse af betalingsinformationerne der giver understøttelsen, og ikke butikkens udstyr.

Virker uden for USA

Indtil videre er det kun banker i USA, der understøtter Apple Pay, og derfor virker Apple Pay kun i USA. Men faktisk er det ikke helt rigtigt. Da barrieren er den bank man har snarere end det tekniske udstyr i butikken, virker Apple Pay faktisk også uden for USA. Så længe man har et amerikansk kreditkort forstås. Der er således rapporter om, at folk har kunnet betale med Apple Pay i både Australien, Canada og De Forenede Arabiske Emirater. Eneste krav er, at man har indstillet iPhonen til region USA, hvilket slår Apple Pay til, samt har indtastet oplysningerne fra et amerikansk kreditkort. Herefter vil man kunne bruge Apple Pay i hele verden på de steder der i forvejen accepterer MasterCard PayPass, Visa payWave eller American Express ExpressPay.

Forklaringen på at Apple Pay er forbeholdt amerikanerne er altså, at det kræver aftaler med kreditkortselskaber og banker, hvilket Apple kun har på hjemmemarkedet i USA. Når det kommer på plads i Danmark, vil Apple Pay kunne bruges med standard NFC-terminaler i de danske butikker.

Scroll ned for at se kommentarer