Da Apple lancerede iPhonen i 2007 gjorde Steve Jobs et stort nummer ud af at den ikke krævede en stylus, som man var vant til på datidens PDA'er. Senere udtalte Jobs, at "hvis man skal bruge en pen, har producenten allerede fejlet". Alligevel har Apple siden fået tildelt flere patenter relateret til brugen af en stylus.

De seneste dage er der dukket endnu to patentansøgning op relateret til en stylus, skriver unwiredview.com. Det får Politikens Morten Bay, der plejer at benytte enhver lejlighed til at gøre nar ad Apple, til at formode "at Steve Jobs vender sig i graven, hvis han da ikke roterer kraftigt".

Patenter indsendt under Jobs ledelse

De to patentansøgninger er dog udfyldt i november 2010, altså et års tiden inden Steve Jobs døde, og i den periode hvor han stadig ledede firmaet. Jobs har med andre ord været vidende om patentansøgningen og måske endda selv godkendt den i første omgang. Så han vender sig næppe i graven af den grund. Den slags formuleringer trækker sikkert læsere, specielt dem der er på linje med Bays foragt for Apple. Kritikken ville dog have en del mere substans, hvis ikke fakta blev omgået for at få den til at give mening. Måske Politiken også skal gøre op med sig selv, hvilke læsere de ønsker at tiltrække. Dem der vil læse en beskrivelse af et interessant stykke teknologi på et oplyst grundlag - eller dem der bare skal have tilfredsstillet sit antiparti mod Apple. Jeg vil påstå, at der er mere substans i den første gruppe, i hvert fald hvis Politiken skal leve op til sin målsætning om at være "organ for den højeste oplysning". Men det styrer de jo selv.

For interessant til at drukne i et forsøg på at sværte Apple til

Patentet er da også alt for interessant til at drukne i fnidder og forsøg på at fange Apple i at have skiftet mening og kvajet sig. Det er nemlig ikke en helt almindelig stylus Apple beskriver. Normalt fungerer de ved at man trykker på skærmen, der altså opfatter berøringer, som af en finger. Apples ide, der altså er et par år gammel, er at kombinere både tryksensor accelerometer og et lille kamera indbygget i spidsen af pennen. På den måde kan pennen benyttes både på trykfølsomme skærme som iPhonens, men også på en traditionel computerskærm.

Kameraet kan også bruges til at pennen kan se hvad der er på den skærm, man tegner på. Apple nævner at det kan bruges til en form for haptisk feedback, så man kan føle med pennen, hvis man kører over eksempelvis en streg eller et ikon på skærmen. Det gør denne stylus yderst brugbar i situationer, hvor man gerne vil betjene en enhed uden at kigge på den.

Ingen tegn på stylus - men derfor kan man jo godt følge med

Som sagt indledningsvis har der aldrig været nogle tegn på, at Apple har ville sende en stylus på markedet. De har dog en god håndfuld patenter på området, og bliver tilsyneladende ved med at undersøge mulighederne. I og for sig ikke så underligt. For hvis man dropper en ting, som eksempelvis en stylus, fordi den fungerer for dårligt, behøver man jo ikke slippe alt hvad man har i hænderne. Man kunne også vælge i stedet at udvikle denne ting, så det bliver forvandlet til noget brugbart. Apples modstand mod en stylus tilbage i 2007 skal derfor ikke ses som noget principielt, men at Apple på det tidspunkt vurderede at det ikke gav mening. Det kan sagtens være det gør i dag. Ikke at det er videre sandsynligt, men det ville være dumt ikke at afsøge mulighederne og følge med i udviklingen

Et er i hvert fald sikkert; hvis Steve Jobs vender sig i sin grav, er det ikke på grund af de patentansøgninger der er indsendt mens han selv var chef.

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos fordi din iPhone går i stykker? Sørg for at tage backup nu! Onlime tilbyder ubegrænset backup af alle dine enheder i skyen.