The United States Patent and Trademark Office har offentliggjort et patent tilbage fra september 2008. I det beskriver Apple, hvordan man kan lave en intelligent universel fjernbetjening på eksempelvis en iPhone. Fjernbetjeningen kan styre en række enheder som traditionelt audio/video-grej, termostater, fjernstyrede gardiner, lyspærer etc. Det sker enten via Wi-Fi, BlueTooth eller en lignende trådløs protokol.

Systemet vil kunne indstilles til forskellige individuelle behov. Apple nævner i patentet et eksempel med en gyserfilm, hvor man ønsker et bestemt type lys fra hjemmests forskellige pærer. Man kan også forestille sig en situation, hvor man med et enkelt tryk på en knap skruer op for termostaten, tænder lyset i stuen og ruller gardinerne ned på en kold vinteraften.

Systemet vil også have mulighed for at tænde og slukke udstyr hvis man bevæger sig rundt i huset. Ser man eksempelvis en film i stuen, men beslutter at gå ind på soveværelset for at se den færdig, vil fjernbetjeningen selv slukke TV'et i stuen og tænde det i soveværelset samme sted, som man var nået til, alene ud fra ens bevægelse.

Som sagt stammer patentet fra 2008, uden at vi endnu har set det implementeret. Philips har taget lidt hul på noget lignende med deres Hue-pærer, og Sonos musiksystem er også med på vognen. I begge tilfælde er der dog tale om individuelle løsninger, og ikke noget, der er bundet sammen på en måde, der virkelig gør det smart.

Der er ingen tvivl om, at det er den vej fremtiden vil gå. Alle hjemmests elektroniske enheder forbundet med hinanden på kryds og tværs. Godt at se, at Apple også tænker i de baner. Det kunne være fantastisk, hvis Apples "Made for iPhone"-koncept blev mere udbredt og kunne spille sammen på tværs af enheder i en samlet løsning.

Scroll ned for at se kommentarer

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos fordi din iPhone går i stykker? Sørg for at tage backup nu! Onlime tilbyder ubegrænset backup af alle dine enheder i skyen.