Apple og Qualcomm indgår forlig - Apple dropper Intel

I nogle år har Apple og Qualcomm været involveret i et retsligt slagsmål, hvor Qualcomm har beskyldt Apple for patentovertrædelse og Apple har beskyldt Qualcomm for ikke at udbetale nogle aftale rabatter på omkring en milliard dollars. De to selskaber meddeler nu at de har indgået forlig og dropper retssagen.
Apple fortæller at de har betalt et beløb til Qualcomm til gengæld for en seksårig licensaftale om brug af Qualcomms teknologier. Aftalen løber fra 19. april 2019 og begge selskaber har option på at forlænge aftalen med to år.
Qualcomm udvikler og producerer modem-chips, det vil sige chips der står for trådløse enhederns netværksfunktionalitet. Apple har blandt andet brugt dem i iPhonen. Efter at Apple og Qualcomm røg i totterne på hinanden i 2017 er Apple dog begyndt at bruge modem-chips fra Intel i stedet. Samtlige iPhones fra 2018 har eksempelvis Intel-chips. Det ændrer sig nu, ifølge kilder, så Apple skifter tilbage til Qualcomm og dropper Intel.
Intel trækker sig ud
Kun få timer efter meddelelsen om Qualcomms og Apples forlig har Intel meddelt at de helt stopper med at udvikle 5G modem-chips til smartphones for udelukkende at satse på chips til computere og de mange såkaldte Internet of things-produkter, det vil sige netforbundne småenheder.
Hvilken af de to ting der er en følge af den anden er uklart. Har Apple indgået forlig med Qualcomm fordi Intel stopper - eller topper Intel fordi Apple har indgået forlig med Qualcomm og derfor ikke ser nogen muligheder for at beholde Apple som kunde? Der har på det seneste været rygter om at Intel er bagud i udviklingen af 5G-chips og at dette har været medvirkende til Apples beslutning.
Uanset hvad er det for sent at bruge Qualcomm-chips i de iPhones der kommer i år, så her holder Apple fast i Intel, men fremover bliver det i første omgang Qualcomm, der løber med ordren. Herefter er planen, ifølge rygterne, at Apple vil udvikle sine egen modem-chips. At forliget indeholder en aftale om at Apple kan bruge Qualcomms teknologier bakker disse rygter om.
For os iPhone-brugere har det ikke den store praktiske betydning, bortset fra at mange analytikere mener at Qualcomms modems er bedre end Intels og at vi derfor nu igen er sikret den bedst mulige hardware på det punkt.