Apple: Ny modulær Mac Pro kommer i 2019

I starten af april sidste år fortalte Apple, at de arbejder på en helt nyt Mac Pro. Den bliver en gentænkning af Mac Pro'en med fokus på et modulært design, der gør det meget nemmere at opgradere den. Apple kunne den gang ikke sige præcis hvornår den kommer - men det kan de nu. Vi kommer dog til at væbne os med tålmodighed. I en kommentar til TechCrunch fortæller Apple nemlig, at den først kommer på gaden næste år. Til gengæld er der yderligere informationer om hvordan Apple griber opgaven med at lave en ny og tidssvarende Mac Pro an.
TechCrunchs journalist var til møde med Apples ansvarlige folk for udviklingen af den nye Mac Pro. For at få udviklingen til at glide har Apple sammensat et hold af ingeniører kaldet "Pro Workflow Team", der arbejder på at gøre Apples pro-software og -hardware bedre. Med på det hold er også professionelle kunstnere og teknikkere, der som brugere skal hjælpe Apple med at forstå hvad det præcis er disse målgrupper har behov for. Det kunne eksempelvis være en filmproducent, der benytter en prototype af den nye Mac Pro og den dertilhørende software for på den måde at finde ud af, hvor der er ting der skal rettes til eller laves helt om. Det hele bliver set som en samlet pakke, lige fra Apples hardware til tredjepartsapps. Appels pro-team sørger for at det hele kommer til at spille sammen. Alle flaskehalse bliver identificeret så de kan blive fjernet. Det er i hvert fald sådan Apple forklarer det.
Der er desværre ingen konkrete informationer om hvordan den nye Mac Pro kommer til at se ud eller hvilke komponenter den består af. Apple holder dog fast i at det er et modulært design (hvilket skal tolkes som at den kan opgraderes af brugeren) og at det er en komplet gentænkning af Pro'en. Der er også en skærm til professionelle på vej.
Det forventes ikke, at Apple kommer med yderligere oplysninger før næste år, når lanceringen sker.
Billedet øverst viser en design koncept af en modulær Mac Pro. Den har ikke noget med de konkrete oplysninger at gøre.