Der har rejst sig noget af et stormvejr i USA, efter at en dommer har beordret Apple til at hjælpe forbundspolitiet FBI med at bryde krypteringen i en iPhone 5c som tilhørte en af de to gerningsmænd, der kort før jul skød og dræbte 14 i San Bernardino i Californien.

Apples topchef, Tim Cook, har i et offentlig brev oplyst, at Apple nægter at hjælpe FBI, da det er en trussel mod iPhone-kundernes sikkerhed. Cook opfordrer til debat om emnet, og at Apple vil have at kunderne forstår hvad der er på spil. Ifølge Cook vil en slækkelse på sikkerheden for at hjælpe yndighederne i denne sag betyde, at eksempelvis hackere med mindre ædle bagtanker, også kan få adgang til folks iPhones. En bagdør er en bagdør, og det er umuligt at kontrollere og styre hvem der benytter den.

Cook lader ingen tvivl om, at Apple først og fremmet vil beskytte deres kunders ret til at holde deres data private. Han bakkes op af Googles topchef Sundar Pichai, der i en række tweets erklærer sig enig med Cook.

Det er det amerikanske justitsministerium, der har bedt retten i Los Angeles om at pålægge Apple at give "passende teknisk assistance", til de FBI-efterforskere, der siden angrebet forgæves har forsøgt at bryde ind i den iPhone 5s, som den ene af de to angribere havde på sig. Begge døde i øvrigt i den efterfølgende skudveksling.

Tim Cook har med det samme meldt ud, at Apple ikke vil følge dommerens afgørelse. Apple vil under ingen omstændigheder være med til at underminere årtiers sikkerhedsmæssige fremskridt ved at hacke deres egne kunder. Ifølge Cook findes der ikke et eneste fortilfælde, hvor en amerikansk virksomhed er blevet tvunget til at øge deres kunders risiko for et angreb.

Cook understreger dog, at Apple allerede har hjulpet efterforskerne så godt de kunne, men at Apple hverken kan eller vil hjælpe med at bryde iPhones kryptering.

Siden frigivelsen af iOS 8 har alle iPhones og iPad, der er beskyttet med kodeord, fået krypteret indholdet med en nøgle, som ikke er lagret hos Apple, der derfor ikke kan låse telefonen op.

Du kan læse hele Tim Cooks brev hos Apple: www.apple.com/customer-letter/

Scroll ned for at se kommentarer